13 år gammel og uden sin mage Tommy: Alle forventer at se Annika i Smedager igen i år

Storken Annika kommer tilbage for at yngle i Smedager også i 2021, spår eksperter. Forhåbentlig med en ny mage, efter hendes trofaste følgesvend omkom sidste år.

Hvis storke overlever de første farefulde tre til fire år som trækfugle, kan de blive gamle. 

Det gælder også Annika, som formodes at være omkring 13 år. Den er ikke ringmærket, så ingen ved, hvor den er født, eller præcist hvor gammel den er, men hos Storkene.dk har de regnet sig frem til, at den med meget stor sandsynlighed er 13 år. Altså en stork i sin bedste alder:

- Vi er ret sikre på de 13 år. Beregningerne på Annikas alder er lavet ud fra, at den har ynglet i et par år mere end sin nu afdøde mage Tommy, og da Tommy var ringmærket, ved vi, den ville være blevet 11 år i år, fortæller Mogens Lange fra storkeforeningen.

Selvom Tommy omkom sidste år, så forventer Mogens Lange at se Annika i Smedager igen i år. Storke vender nemlig stort set altid tilbage til det område, de med held har opfostret unger i, og det har Annika gjort med succes i Smedager med to forskellige mager siden 2012.

Derfor kan vi forvente at se Annika igen i år - om alt går vel:

- Storke er dygtige ynglefugle, til de er oppe i 20'erne, så vi regner helt bestemt med at se Annika igen. Og forhåbentlig har den en ny mage med, når den lander i Smedager en gang i marts eller måske i begyndelsen af april, siger storkeekspert Mogens Lange. 

Annika vil kræve reden tilbage

Selvom Annika blev fordrevet fra reden i Smedager efter Tommys død af det unge storkepar Bonnie og Clyde midt i ynglesæsonen sidste år, så er de hos storkene.dk sikre på, at Annika vil forsøge at få sin rede på Benny Appels gård tilbage. Og det samme vil Bonnie og Clyde: 

- Der kan meget let blive kamp om reden. Nu er der landet en stork i reden. Vi regner med, det er Clyde, da den opfører sig som en hanstork og meget hjemmevandt. Vi er ret sikre på, det ikke er Annika, da farvene på ikke rigtigt passer. Blandt andet er dens ben ikke så røde, som de er på den, der sidder der lige nu. Så alt kan ske i de kommende uger, mener Mogens Lange 

Hvem der 'vinder' tv-reden tilbage, kan vi altså endnu ikke vide, men hos storkene.dk håber de, at den stork eller det par, der ikke får reden, vi slå sig til tåls med en af de mange andre reder i området:

- Vi håber virkelig, det går sådan, at de ikke kæmper så voldsomt, at en af dem skulle blive hårdt såret, siger Mogens Lange.

Og det var Karlsson og Tommy og...?

Storke er monogame. Det vil sige, at de helst tilbringer hele livet med den samme partner. 

I foråret 2012 ankom Annika for første gang til Smedager, og siden er den vendt tilbage år efter år for at yngle i tv-reden.

Først dannede Annika i to år par med den svenske stork, Karlsson, der allerede i efteråret 2011 landede i Smedager og overvintrede der. 

Sammen fik Annika og Karlsson to levende storkeunger på vingerne. De er ikke navngivet, som ungerne senere er blevet. Men de er ringmærket.

I marts 2014 forsvandt Karlsson fra Smedager. Det skete før Annikas ankomst fra vinterhiet under sydligere himmelstrøg. Måske blev den træt af at vente på sin mage - ingen ved det.

Det var som om, Annika lugtede lunten, for da den ankom i april, havde den sin nye mage Tommy med. En ung tysk hanstork på fire år og netop kønsmoden. Altså den ideelle avlspartner for Annika. Tommy blev født i Hitzhusen i Nordtyskland i 2010. 

Tommys sidste dage

Den 21. marts sidste år landede både Annika og Tommy med få timers mellemrum i reden i Smedager. Hurtigt gik de i gang med at parre sig og fik i løbet af de næste uger lagt seks æg, som de med vanlig instinkt passede til punkt og prikke. 

Men lykken blev kort. De første dage i maj forsvandt Tommy fra Smedager og vendte aldrig tilbage. Selvom der ikke er efterretninger om den da tiårige hanstork, så regner Mogens Lange med, at den er omkommet:

- Den blev enten offer for et rovdyr, eller den kan være fløjet ind i nogle højspændingsmaster eller lignende, som har taget livet af den, mener Mogens Lange.

Finder Annika og Clyde sammen?

I år kan alt ske i reden i Smedager.

Der er mange mulige scenarier. Men vi kender først svaret, når storkene forhåbentlig alle ankommer i løbet af marts og april. Annika og Tommy ankom begge den 21. marts sidste år.

- Hvis Annika skal have en chance for at få Smedagerreden tilbage, så skal den have en mage med. Den kan ikke vinde kampen alene mod Bonnie og Clyde. Hvis Clyde og Annika kommer før Bonnie, så kunne den erfarne hunstork godt forsøge at danne par med den unge hanstork, fortæller Mogens Lange. 

Annika og Tommy: Syv år sammen og 12 unger på vingerne 

I de syv år Annika og Tommy dannede par i Smedager - fra 2014-2020 - fik de 12 levende storkeunger på vingerne.

Alle er før afrejse ringmærket, så man kan genkende dem, hvis de en dag skulle vende tilbage, eller nogen finder dem ude i verden. Men der er desværre endnu ingen efterretninger om en eneste af de 12 unger.

- Vi tror desværre ikke længere på, der er overlevende storke fra de første to til fire kuld, siger Mogens Lange: 

- Vi ville enten have set dem eller hørt om dem, hvis de er i live. Vi håber dog stadig at se eller høre efterretninger fra ungerne fra Annika og Tommys seneste kuld i 2018 og 2019. 

TV SYD har sendt direkte fra reden i Smedager siden 2015.

Storkeungerne i Smedager:

Navnene i parentes er forældrene til ungerne.
Mellem 2011 og 2015 har ungerne ingen navne fået. Alle unger er ringmærket.


2020: Ronja (Bonnie og Clyde)

2019: Anna & Lotte (Annika og Tommy)

2018: Alma, Anton & Line (Annika og Tommy)

2017: Alfred (Annika og Tommy)

2016: Pippi (Annika og Tommy)

2015: To unger (Annika og Tommy)

2014: Tre unger (Annika og Tommy)

2013: To unger, som ikke overlever et regnfuldt forår (Annika og Karlsson)

2012: To unger (Annika og Karlsson)