Nu varer det ikke længe: Storke 50 kilometer fra grænsen

Et nyt drama venter i storkereden i Smedager. Storke slår sig ned mange steder i Sydslesvig, og nu er spørgsmålet, hvem der kommer først til reden i Smedager.

De første storke er snart i Danmark. Sådan lyder vurderingen fra Storkene.dk, efter der de seneste dage er set storke syd for den dansk-tyske grænse. I Bergenhusen, der ligger cirka 50 kilometer fra grænsen, er der set både storke på rede og storke, der parrer sig.

- De første par er dannet dernede, og der er set parringer på kroen Hoier Boier i Bergenhusen. Så det varer ikke mange dage, inden vi ser dem flyve over grænsen til Danmark. Jeg vil tro, det kan ske hver dag inden for den næste uge, vurderer Jess Frederiksen, formand for Storkene.dk

Ifølge Jess Frederiksen er forklaringen det varme vejr, som bringer storkene så tæt på Danmark. De første storke, der krydser grænsen, er dog ikke nødvendigvis på vej til Syd- og Sønderjylland.

Sidste år ankom den første stork til storkereden i Smedager den 15. marts. Det var dog hverken Tommy eller Annika, som plejede at bo i reden, men en fremmed stork.

Kamp om reden

I mange år har storkene Tommy og Annika boet i reden, men sidste år døde Tommy og efterlod Annika alene med æg i reden. Senere kom et nyt storkepar til og overtog reden fra Annika, de fik navnene Bonnie og Clyde.

Derfor er det spændende hvilke storke, der skal bo i reden i år. Bonnie og Clyde eller Annika, som måske finder sig en ny mage.

- Det er det store drama. Det kan sagtens være Annika, der kommer først, og kommer der en hanstork, kan det blive et nyt par i Smedager. Og så har vi jo balladen, når Bonnie og Clyde kommer. Der skal nok blive drama i Smedager i år, lover Jess Frederiksen.

Du kan allerede nu se med på TV SYDs kamera fra storkereden i Smedager, hvorfra vi sender døgnet rundt. Du kan også se udsendelsen ’Jagten på Annika’ fra sidste år herunder.

2020 har været en dramatisk sæson i storkereden i Smedager. Tommy er død og Annika er jaget på flugt fra sin rede, som er blevet overtaget af et par fremmede storke. I flere uger fløj Annika rundt i området omkring Smedager, men uden at have et fast sted at bo. Mange storkeinteresserede undrer sig over, hvor Annika er blevet af, og derfor er Mogens Lange taget ud for at lede efter hende.
Video: Anni Lauridsen og Thor Hedegaard, TV SYD.