Status i storkerederne: Tre storkepar ligger på æg - et par 'fjoller rundt'

10. maj er sidste dato for at danne par for storke. Det er yderst sjældent, at der efterfølgende kommer flere ynglende par, så nu er det tid til at gøre status over storkene i Syd- og Sønderjylland.

Ynglevinduet er ved at lukke for i år. Den 10. maj betragtes som sidste chance for storke at danne par og få levedygtige unger på vingerne.

- Det er lyset, der afgør det. Storkene ved instinktivt, at nu er tiden, hvor de kan begynde at yngle, forbi. De vil få meget svært ved at nå at få unger på vingerne inden efteråret, hvis de begynder senere, siger Mogens Lange fra Storkene.dk.

I Syd- og Sønderjylland er der lige nu tre ynglende storkepar og et ungt par, som 'fjoller rundt'. Det er færre, end medlemmerne af Storkene.dk drømte om ved ynglesæsonens begyndelse. Sidste år fik fire storkepar i Syd- og Sønderjylland unger på vingerne, så håbet havde været et par eller to mere.

- Vi må erkende, at mange tilfældigheder spiller ind, inden der rent faktisk ligger levende storkeunger i en rede. Vi havde for eksempel absolut ikke set komme, at nogle aggressive gæs ville jage Broderupparret væk fra æg og rede, som det skete søndag, forklarer Mogens Lange.

Aggressive gæs fordriver succespar i Broderup 

Efter angrebet forlod storkeparret reden søndag aften og er ikke set siden. De forsvandt, da nogle nilgæs angreb reden.

Ifølge Mogens Lange er det en nabo til reden, som så, at gæssene jagede parret væk.

- Nilgæssene æder ikke æg eller unger, men de kan være aggressive og lede efter et sted at bo og dermed have ødelagt æggene, og så er Broderupparret simpelt hen flyttet, siger storkeeksperten.

Parret fik sidste år fire, flotte unger på vingerne, hvor mindst to af dem stadig lever. Det viser GPS-signaler fra Simba og Findus. De har overvintret på en losseplads nær Madrid og er begge lige nu tilbage i Danmark og Nordtyskland.

Hos Storkene.dk tror de fortsat på, at storkeparret eller et andet par vil vende tilbage til Broderup.

- Vi er ret sikre på, at reden bliver beboet igen til næste år. Den ligger godt og har i år tiltrukket hele to storkepar. Det først ankomne par blev fordrevet af sidste års par, da de ankom i slutningen af april.

Ro i Rens og Jejsing

I Jejsing hos den erfarne Annika, der i mange år lå på reden i Smedager, er der fred og ro. Hunstorken ligger på æg sammen med sin svenske mage, Alfred.

Hos Peter og Petra i Rens, der i øvrigt er blevet navngivet af gårdejeren, hvor de bor, er der stadig kun æg, og derfor er der ifølge Mogens Lange ro på begge rederne. 

- I Rens var der i weekenden hele seks storke forbi storkereden. Det betød, at storkeparret måtte af reden for at jage dem væk, selv om de lå på æg. Men heldigvis er roen nu blevet genoprettet.

Hos Annika og Alfred er området ikke det bedste for storke, så derfor tilbydes parret ekstra foder. Storkeforeningen kører i den kommende uge 500 kilo daggamle hanekyllinger til Sønderjylland. 

I begge reder forventes æggene at klække mellem den 25. - 27. maj.

Ungt par fjoller rundt ved Ribe

I Øster Vedsted sydvest for Ribe er der måske stadig et storkepar, men det er usikkert, da de pendler en del mellem Ribe by og så landsbyen få kilometer fra centrum.

Storkeparret landede den sidste uge af april og har siden opholdt sig i området. Men ifølge Mogens Lange ligger de ikke på æg, og de forventes ikke at få unger i år.

- Vi tror, det er et ungt par, der ikke helt ved, hvordan parringer foregår, eller det kan være to hanner. Vi har nemlig set, at ved nogle parringer er den ringmærkede fugl, der er en han, nederst, og nogle gange er den øverst. Men uanset hvad er det et ungt "par", der skal forsøge sig med et eller andet, og som fjoller lidt rundt. 

Connie og Clyde med fire små unger

Connie og Clyde i Smedager ligger nu på fire små unger, hvor de første to så dagens lys fredag.  Alle fem æg klækkede, men en unge overlevede kun et par døgn. Hvorfor den døde, ved man ikke.

Onsdag morgen kom den femte unge ud af ægget. Nu er der fire unger i reden.
Onsdag morgen kom den femte unge ud af ægget. Nu er der fire unger i reden.
Foto: Storkene.dk/TVSYD

- Sådan er naturens gang. Måske var den ikke stærk nok, måske var der sygdom, måske er dødsårsagen en helt anden, det finder vi ikke ud af. Men fire unger er superflot, og vi i foreningen er meget glade, siger storkeeksperten.

Her kan du se, hvor storkereder er placeret i Syd- og Sønderjylland

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.