Storken er landet i Ribe og nu holder byen vejret

I onsdags landede et storkepar i en rede i landsbyen Øster Vedsted sydvest for Ribe, men spørgsmålet er nu, om de er kommet for at blive?

For knap 100 år siden var Ribe, der i Danmark også kaldes storkenes by, en attraktiv bopæl for storke. Men siden 2004 har der ikke været storkeunger i byen. 

Det bliver måske anderledes nu.

Men sol, måne og stjerner skal stå rigtigt, før Ribe igen kan prale med at være en storkeby med et fast storkepar. 

Storke til storkebyen?

I onsdags landede et endnu ukendt storkepar nemlig i landsbyen Øster Vedsted, der ligger blot et par kilometer fra centrum af Ribe. 

Storkeparret har slået sig ned på en rede opstillet på en pæl i skellet mellem tre naboers marker. Her er de i færd med at bygge på storkereden og parrer sig regelmæssigt. 

Selvom storkene har været ved reden i Ribe i knap en uge, pointerer storkeekspert Jesper Leegaard fra Storkene.dk, at det endnu er for tidligt at afgøre, om de har tænkt sig at blive boende fast. Men deres hidtidige adfærd er en positiv indikator for fremtiden. 

- De har overnattet i reden seks gange og har allerede parret sig flere gange, så det er supergode tegn, siger han og forklarer, at et storkepar er et fast par, når de har sovet i minimum fire uger på reden i træk, eller hvis de lægger æg i reden. 

Selvom det endnu ukendte storkepar har parret flere gange, går der minimum ti dage, før de begynder at lægge æg, og der går cirka en måned fra æggene ruges, til storkeungerne kommer ud. 

Storkene har nu overnattet seks gange i reden.
Storkene har nu overnattet seks gange i reden.
Foto: Thorvald Andersen, privatfoto.

Stolt storkevært

Thorvald Andersen har for 20 år siden sat reden op på skellet mellem sin og sine naboers matrikler og kan nu endelig - forhåbentlig - se frem til at blive fast storkevært. 

- Jeg har udsigt til reden fra vores grund, og det er simpelthen så enormt fantastisk og spændende, at der endelig er kommet storke. Så nu håber vi virkelig, at de bliver siger han. 

Det er nemlig før sket, at en enkelt stork har været kort forbi, men den har aldrig slået sig ned. 

- Storkeparret sidder i reden, men også på vores drivhus og i køkkenhaven, så det er meget hyggeligt, siger han. 

Storkene bruger ikke kun reden, men også andre fine faciliteter.
Storkene bruger ikke kun reden, men også andre fine faciliteter.
Foto: Thorvald Andersen, privatfoto.

Stor betydning for Ribe

Storkeekspert Jesper Leegaard fra Storkene.dk er ikke i tvivl om, at det vil få en enorm betydning for Ribe, hvis storkene vælger at slå sig ned permanent. 

- Det vil betyde meget for byens borgere og hele byens identitet, hvis der kommer storke fast til byen. Ribe har jo tidligere været storkenes by, så det ligger der meget selvforståelse i, siger han. 

Hvis storkeparret vælger at slå sig ned, kan det samtidig betyde, at endnu flere storke vælger at komme til byen. 

- Per definition siger man, at storke tiltrækker storke. De vil ikke for tæt på hinanden, men de vil gerne være i områder, hvor der er andre storke, siger han. 

Selvom det sidste ynglende storkepar i Ribe var i 2004, har folk langt fra glemt det eller storkens betydning for byen, og derfor vil det glæde mange, hvis man i Ribe i fremtiden igen kan se storke gå på engene og nyde livet, fastslår storkeeksperten.