Storkeungerne er fløjet - men flere forhold kan få dem til at vende om
Lyset falder og sommeren går på hæld. Om ganske få uger er det officielt efterår. Det betyder opbrud i storkereden i Smedager.
Højstryksvejr er flyvevejr. Og måske er det dét, som de tre storkeunger i Smedager har fornemmet.
I hvert fald har de ikke været i tv-reden siden søndag morgen klokken 8:20.
- Vejret i disse dage er det perfekte flyvevejr for storke, så det er meget sandsynligt, at de er påbegyndt deres vintertræk til enten Sydafrika eller Spanien, siger storkeekspert Mogens Lange fra Storkene.dk.
Om storkeungerne, som TV SYDs brugere har døbt Kjeld, Egon og Yvonne efter figurerne i Olsen Banden, har begyndt den mange tusindkilometer lange vinterrejse, kan vi ifølge storkeeksperten først være helt sikker på om en lille uges tid.
Det er nemlig sket før, at unger 'bare' har været afsted på en længere flyvetur med overnatning på fremmede reder.
- Nogle gange får dårligt vejr, eller at de er kommet væk fra en flok af mere erfarne storke, dem til at vende om, og udsætte trækket nogle dage eller uger. Det er heller ikke usædvanligt, forklarer Mogens Lange.
Det er tid til at sige farvel
Men tidspunktet for afrejse er helt rigtigt, så det vil ikke være unormalt, at de er draget afsted på deres første lange rejse mod varmere himmelstrøg.
Og ifølge Mogens Lange følger forældrene efter inden længe.
- Storkeforældre bliver stort set altid en uge eller to længere i reden. Det gør de nok af flere grunde - både fordi de er mere erfarne og kender vejen sydpå, men også for at kunne beskytte ungerne, hvis de skulle vende tilbage til reden for en kort bemærkning.
Benny lever - måske
I reden boede også en fjerde unge, Benny. Men den forlod reden den 1. august, og siden har ingen set eller hørt noget til den, selvom den som den eneste af ungerne er udstyret med en GPS-sender.
- Vi tror, efter at have gennemset videoer og undersøgt området ved Smedager, at senderen af en eller anden grund er holdt op med at virke, og at storken er i live, forklarer Mogens Lange.
- Vi har nemlig set storkeungen, som var den største og ældste i kuldet, på reden nogle timer efter, GPS'en gik i stykker. Det får os til at tro, at ungen ikke er dræbt af et dyr eller druknet i en gylletank, men at den blot er taget tidlig afsted på vintertrækket.
Den femte unge fortsat i pleje
En femte storkeunge blev i juni måned bragt til en plejestation i den lille tyske by Ervde med en beskadiget vinge.
Den er fortsat på plejestationen, der ligger under 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse. Den er blevet ringmærket med en dansk ring, men om den kommer på vingerne i år er ifølge storkeforeningens næstformand endnu uvist.
- Vi mangler de seneste efterretninger om, hvordan det går med den, men vi håber fortsat, at den kan komme afsted på vintertrækket i år.