Sensation: Nu er der igen tre unger i storkereden

Helt uventet er der nu igen tre unger i reden i Smedager. For under en time siden søndag middag klækkede det æg, som alle troede var goldt.

Lige som det hele så lidt sørgeligt ud med en død unge, som storkefar smed ud over redekanten søndag morgen, så er der nu igen tre unger i storkereden.

Det sidste æg i reden var alligevel ikke goldt, og nok også derfor storkene ikke har smidt det ud af reden.

Tidligere på måneden smed storkeparret ellers et af de fem æg Annika havde lagt ud af reden, og eksperterne hos storkene.dk sagde da, at storkene har en god fornemmelse for, om der er liv eller ej i æggene. Og det var der.

Nu er ægget så klækket, og der er igen tre unger i reden.

- Det er meget overraskende, at det sidste æg er klækket i Smedager. Taget i betragtning, at storkene ikke har ruget fast i 3-4 dage, er det en sensation, at der kom en unge ud af det. Det var der vist ingen der havde forventet - inklusive os hos Storkene.dk, siger Jess Frederiksen fra storkene.dk til TV SYD.

Men den lille efternøler skal være dygtig for at overleve. Der bliver hård konkurrence med de to store søskende.

Du kan følge livet i storkereden her

Der følger billeder af den lille nye storkeunge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.