Storkeungen har det godt: Gummislange på vej ud i brudstykker

Efter et par dages uro i storkereden er roen atter genfundet. Gummislagen, som ungen havde spist, kan være på vej ud i brudstykker.

I fredags kom storkeungen tilbage i reden efter en tur på operationsbordet. Og det gav lidt startvanskeligheder, fordi ungen ikke fik nok mad.

- Der var rigtig mange startvanskeligheder, fordi der havde været så meget uro omkring dem, siger Mogens Lange fra Storkene.dk til TV SYD. Men nu går det heldigvis bedre, fortæller han.

- Det går rigtig, rigtig fint, for den har fået appetitten tilbage nu, siger Mogens Lange 

Med den alder storkeungen har nu, skal den have cirka et kilo mad om dagen, derfor er det vigtigt, at dens forældre fodrer den. Og det gjorde de ikke, da ungen var kommet tilbage i reden. Faktisk overvejede man, om man skulle fjerne ungen fra reden, så den kunne få noget mad, men det blev heldigvis ikke nødvendigt.

quote

Det går rigtig, rigtig fint, for den har fået appetitten tilbage nu

Mogens Lange, Storkene.dk 

- Det ser også ud til, at forældrene også er med igen nu. Der har jo været utrolig meget uro omkring reden med alt det her, og det har påvirket dem meget, siger Mogens Lange.

Gummislangen, som ungen spiste, skulle efter operationen ud den naturlige vej, men den har man stadig ikke set noget til. De regner dog ikke med, at det varer så længe endnu.

- Vi har snakket om, at gummislangen måske er så mør, at den kommer ud i brudstykker. 

Inden for en uge har dyrlægerne også bestemt ungens køn.