Efter fem timers udflugt er alle storkeunger hjemme igen

Alle tre storkeunger var søndag for første gang væk fra reden i Smedager. Efter lidt over fem timers eventyr, var de alle samlet igen.

Alma, Anton og Line har søndag set lidt andet end udsigten fra storkereden i Smedager. Kl.14.11 lettede to af ungerne fra reden og kort efter fløj den sidste unge også afsted.

Omkring kl.19.30 var de alle tre tilbage i reden.

Den første storkeunge var hjemme i reden efter cirka fire en halv times eventyr. Blot 30 sekunder efter landede den anden storkeunge i reden.

Der gik dog næsten en time mere, før den sidste stork var færdig med sit eventyr. Så omkring kl.19.30 havde alle ungerne atter sat deres lange ben i reden i Smedager.

Første storkeunge fløj fredag

For to af storkeungerne var det den første flyvetur væk fra reden. Efter at have basket med vingerne i lang tid, tog de sig søndag eftermiddag mod til at forlade reden.

Fredag fløj den første af ungerne på eventyr. Den var væk i knap fem timer, før den vente hjem igen.

Følg med i livet i storkereden i Smedager ved at klikke her.