1. klasse på Lolland ser storke-tv hver dag

1.y på Sankt Brigitta Skole i Maribo på Lolland ser hver dag storke-tv i skoletiden. Tv fra reden i Smedager kører i dansk- og matematiktimerne op mod en time dagligt, når børnene sidder og arbejder.

Børnene i 1.y på Sankt Brigitta Skole i Maribo ser hver dag storke-tv på TV SYDs hjemmeside.

- Vi bruger vores tavle til at se storke-tv på i matematik- og dansktimerne, når tavlen ikke er i brug til andet, og børnene arbejder, siger Julie Tesgaard-Jørgensen.

På skolen på Lolland har alle klasser dyrenavne.

1.y hedder således 'stork', fortæller klassens dansklærer Julie Tesgaard-Jørgensen til TV SYD.

- Vi vælger altid navnet, når børnene går i børnehaveklasse, og da vi skulle finde på et navn til 1.y sidste år, så var 'stork' oplagt, da fuglen er i fremgang i Danmark.

1.y ser storke-tv hver dag

Efterfølgende gjorde en anden lærer Julie Tesgaard-Jørgensen opmærksom på, at man kan se storke-tv på TV SYD, så hun gjorde klar til at streame storke-tv på storskærm allerede fra marts måned i år, hvor Annika og Tommy vendte tilbage til reden i Smedager.

- Det bliver nok til en times storke-oplevelser om dagen, siger hun.

Storkene er med i undervisningen

Lærerne inddrager også storkene i undervisningen, når det passer ind.

- Vi har haft tema om Afrika, og så var det selvfølgelig oplagt at tale om storkenes overvintringssteder der. Vi har haft dem på i Natur- og Tekniktimerne også, hvor vi har snakket om æggelægning, om hvad de spiser og lignende, siger Julie Tesgaard-Jørgensen.

Børnene har allerede valgt navne til storkeungerne

Selvom man endnu ikke kender kønnet på storkeungerne, så har børnene i 1.y allerede givet dem navne - de har fundet to drenge- og to pigenavne.

Navngivningen skete i forbindelse med, at børnene lærte om folketingsvalget.

- Vi endte med at vi afholde et børnevalg, hvor de 22 børn i klassen skulle vælge navn til storkene, men da vi endnu ikke kender kønnet på ungerne, har vi valgt to drenge- og to pigenavne, afslører Julie Tesgaard-Jørgensen.

Valget blev: Buller, Tom, Bella og Zenta.

- Nu afventer vi spændt ringmærkningen på lørdag, så vi forhåbentlig kan finde ud af kønnet på ungerne, siger Julie Tesgaard-Jørgensen. 

Hvis vejret arter sig, så skal storkeungerne ringmærkes lørdag den 15. juni, hvor der også tages en fjerprøve til en DNA-test. Herefter går der cirka 14 dage, før man kender kønnet på ungerne.