Håb om flere storkepar: Nu er fem storkereder klar til brug

Søndag morgen blev fem reder i og omkring Smedager gjort klar til indflytning. Foreningen Storkene.dk har store forventninger til den kommende storkesæson. Du kan allerede nu se med direkte på storkekameraet.

Opdatering mandag den 24. februar: Storkeforeningen fik - trods det massive regnvejr søndag - gjort tre reder klar til brug i Smedager, en rede i Havsted og en i Bolderslev. På grund af regnen måtte de opgive den nye rede i Eggebæk, men den bliver sat op i løbet af den kommende uge. På grund af de våde marker kunne den lejede kran slet ikke køre, og Storkene.dk måtte have hjælp fra det frivillige brandværn i Tinglev. 

Der er en, der er to og tre... når storke forhåbentlig kommer til Danmark for at tilbringe sommeren her, har de hele fem fine storkereder at vælge imellem i og omkring Smedager nær Tinglev.

- Vi tror på et fantastisk storkeår i år, så vi gør i dag flere reder klar til indflytning, fortæller en begejstret Jess Frederiksen, formand hos Storkene.dk.  

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Søndag morgen mødtes medlemmerne af storkeforeningen for at gøre reder klar til brug.

Det er første år, der kommer mere end to brugbare reder i Smedager. 

Indtil nu har det udelukkende været Annika og Tommys tv-rede og reserverede, som Tommy ynder at bruge, og som sidder på ladens tag (man kan ikke se den på storkekam. red.) hos familien Appel-Johannsen, som har skullet have et eftersyn. Men i år er det anderledes.

-  Vi gør også to gamle reder i nærheden indbydende og klar til brug med ny halm. Og så sætter vi en helt ny rede op i landsbyen Eggebæk 12 kilometer fra Smedager, siger Jess Frederiksen.

De to 'gamle reder' har stået ubrugte i mange år. Den ene står lige uden for Smedager og to andre i landsbyerne Havsted og Bolderslev - begge cirka tre kilometer fra Smedager. 

SE MED LIVE FRA REDEN

Nye vandhuller med storkeguf

Siden 2014 har storkeparret Annika og Tommy ynglet i reden i Smedager og sammen i alt fået 12 unger på vingerne.

Da det flere gange har været svært at finde egnet storkemad som padder, små fisk, snoge og regnorme i det omkringliggende landbrugsland, er Annika og Tommy de sidste fire år også fodret med fisk af gårdmand Benny Appel-Johannsen. Fiskene tager de dog først, når deres unger er omkring 14 dage gamle. Indtil da finder de maden selv.

Men fødeknapheden skulle nu være slut.

I foråret 2019 bevilgede Jebsen Naturfond omkring en million kroner, og lodsejere lagde jord til at lave 11 nye vandhuller omkring Smedager, som i løbet af kort tid vil være fulde af liv, så storkene selv kan finde mad.

Planen er, at der i efteråret 2020 skal laves yderligere 13 vandhuller, så der i alt kommer 24 vandhuller i området.

Storke tiltrækker storke, og de kan lide mennesker

Masser af fødemuligheder giver gode muligheder for, at de mange storke, der er lige syd for grænsen, vil søge mod Danmark, og det har givet Storkene.dk tro på, at flere storkepar vil kunne opfostre levedygtige unger i området.

- Der er lige nu op til 30 procent flere storkepar omkring Danmark i både Nieder-Sachsen, Slesvig-Holsten, Holland og også Skåne, og flere overvintre også i Sydspanien frem for at tage den farefulde og lange rejse frem og tilbage til Sydafrika, og det vil med meget stor sikkerhed få nogle af dem til at søge op til os også, forklarer Jess Frederiksen og fortsætter:

- Storke tiltrækker storke, og de kan lide at bo tæt på mennesker. Så med gode reder klar til brug håber vi på, der kommer endnu et par og slår sig ned i området.