Nu er det ganske vist: Tommy er landet

Så er Tommy igen på plads i storkereden. Klokken 08.10 søndag morgen plantede han sine storkefødder solidt i reden i Smedager.

Tommy landede faktisk for en uge siden i reden i Smedager - eller det gjorde han jo egentlig ikke. Det viste sig nemlig at være en hollandsk stork, der brugte reden som midlertidig rasteplads. Senere landede en stork, som de fleste storkekendere antog var Annika. Men det viste sig heller ikke at være tilfældet.

Men...nu skulle det være ganske vist. Ifølge Storkene.dk landede Tommy forårsfrisk i Smedager-reden klokken 08.10 søndag morgen.

Benny Appel, der er storkeparrets vært, fik straks kontakt med storken, der, efter at have sundet sig lidt, fløj ned og fik en godbid som belønning for den lange flyvetur.

- Det ER Tommy denne gang - der er ingen tvivl, siger en sikker Benny Appel til Storkene.dk.

Tidligere end i fjor

Tommys landing er sket ti dage tidligere end i 2019. Her landede han nemlig den 1. april og hunstorken Annika var første stork i reden den 31. marts.

Der har, som nævnt, allerede været en del trafik i reden, så om Tommy også skal håndtere rivaliserende storke, vil de kommende dage vise.
Til gengæld vurderer Storkene.dk, at Tommy formentlig blot skal vente et par dage, før magen siden 2014 ankommer i Smedager.

Følg udviklingen i reden i Smedager, som TV SYD live-streamer fra døgnet rundt i samarbejde med storkene.dk