Et syvende æg er lagt - men Annika er langt fra i den syvende himmel

Den hollandske hunstork har lagt endnu et æg. Alt imens Annika kæmper videre, men kampen bliver sværere og sværere.

Storkedramaet i Smedager fortsætter. Det nye storkepar, der har overtaget Annikas rede, har fredag aften klokken 21.15 lagt endnu et æg. Det er parrets andet æg, som nu ligger i reden side om side med Annikas fem æg. 

Men kort før de seks æg blev til syv, blev Annika spottet på overvågningskameraet. Hun var forbi reden, hvor hun skabte tumult og gik til angreb. En helt naturlig opførsel, ifølge storkeeksperterne.

Annika gik til angreb fredag ved 17-tiden.
Annika gik til angreb fredag ved 17-tiden.
Foto: Storkene.dk og TV SYD

- Hun kan naturligvis ikke acceptere, at der sidder et andet par på den. Så hun angriber, fordi hun vil generobre reden, siger Mogens Lange fra storkene.dk til TV SYD. 

Det er dog en vanskelig kamp for Annika at kæmpe, og med tiden vil hun også begynde at opgive at få sin rede igen. 

- Hun har prøvet at angribe mange gange. Men det bliver sjældnere og sjældnere, da det andet storkepar er hende overlegen, fordi de er to, fortæller Mogens Lange.

Du kan holde øje med udviklingen i storkereden i Smedager her.