Se storkeungens rejse fra vugge til egne vinger

Inden længe flyver storkeungen sydpå, men vejen dertil har ikke været uden udfordringer.

Siden midten af maj har man kunnet følge storkeparret Bonnie og Clydes forsøg på at stifte familie i storkereden i Smedager.

quote

Når man tænker på, at det er storkeforældrenes første gang, så har de klaret det til UG – det er flot klaret af dem,

Mogens Lange, storkeekspert ved storkene.dk

Nu er den sidste del af familien ved at blive klar til at forlade reden for at flyve sydpå, men vejen dertil har ikke været uden udfordringer.

- Forældrene har ikke prøvet det før. Det var helt tydeligt, da de forlod ungen i reden for at flyve ned at spise og drikke, da ungen var kun to uger gammel, siger Mogens Lange, der er storkeekspert ved storkene.dk.

Særligt vejret kan have afgørende betydning for, om en storkeunge klarer sig, fortæller Mogens Lange. Når ungen er 5-6 uger gammel, kan regn og kulde koste ungen livet, hvis forældrene ikke kan give ungen ly for regnen. Men sådan er det heldigvis ikke gået for storkefamilien i år på trods af forældrenes manglende erfaring.

- Når man tænker på, at det er storkeforældrenes første gang, så har de klaret det til UG – det er flot klaret af dem, siger Mogens Lange.

Kan forvente unger igen til næste år

Storkeparret Bonnie og Clyde lagde tre æg i reden, og der var kun et af æggene, der klækkede. Det er helt almindeligt, at førstegangsforældre i storkeverdenen kun får en unge. Og vi kan forvente mere, hvis vi ser dem igen.

- Hvis vi ser storkeparret igen til næste år, så vil de klare sig rigtig godt. Det er helt sikkert, siger Mogens Lange.

Inden storkeungen endeligt forlader reden og flyver sydpå, kan du være med til at stemme om, hvad den skal hedde. Klik på artiklen nedenfor for at se, hvordan du gør.