Stormen Gorm lukker broer i Trekantområdet søndag aften

Stormen Gorm lukker søndag aften både Ny Lillebæltsbro og Vejlefjordbroen. Trafikanter rådes til at nå frem i løbet af eftermiddagen.

Stormen Gorm bevæger sig søndag over Danmark. Med vindstød af orkanstyrke kan det blive meget voldsomt. Derfor er der risiko for, at både Ny Lillebæltsbro og Vejlefjordbroen lukker.

Vejdirektoratet oplyser, at der er risiko for, at begge broer lukker mellem 19.00 og midnat.

- Vinden kommer fra vest, og det er tværvinden, der er farlig på broer. Derfor er det en god idé, at køre sidst på eftermiddagen, hvis man vil nå hjem i tide, oplyser vagthavende Mette Nedergaard fra Vejdirektoratets Trafikcenter til TV SYD.

Der er p.t. ikke oplysninger om, at Gamle Lillebæltsbro lukker, da vinden kommer fra en anden retning.

- Under alle omstændigheder skal man væbne sig med tålmodighed i trafikken, for når Ny Lillebæltsbro lukker, så viser erfaringen, at det meget hurtigt bliver stoppet til på Gamle Lillebæltsbro, fortsætter Mette Nedergaard.

Det gælder ikke kun broerne. Bilister skal også passe på væltede træer, som allerede er skrøbelige ovenpå sidste weekends tunge snefald.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.