Flere kommuner når ikke mål om affaldssortering - særligt to ting ligger bag

Nederst i artiklen kan du se, om din kommune når i mål med at sortere i ni affaldskategorier inden udgangen af 2022.

Fra det ene villakvarter til det andet bliver skraldespandene med et glas-logo udvalgt og vendt på hovedet én efter én. De lynhurtige indsamlinger bliver kun afbrudt, når chaufførerne flytter skraldebilen fra et område til et andet.

Det er ikke et usædvanligt syn i Sønderborg at se tre forskellige affaldsspande i indkørslen, for her har man siden 2020 sorteret i ni forskellige fraktioner – mad, papir, pap, glas, metal, plastik, fødevarekartoner, restaffald og farligt affald.

Sådan skal fremtiden med affaldssortering se ud for alle husstande fremover, fordi EU i 2018 vedtog et direktiv, der besluttede, at man skulle sortere mere affald.

Ved udgangen af 2022 skulle landets kommuner derfor sortere affaldet i ni forskellige fraktioner.

Men i TV SYDs sendeområde er det kun Sønderborg og Hedensted kommuner, der har nået det mål, og flere kommuner i Syd- og Sønderjylland har søgt om dispensation for at udskyde fristen.

quote

I den situation må vi konstatere, at den politiske plan fra Christiansborg ikke alle steder kan klare mødet med virkeligheden

Birgit Hansen, formand for Klima- og Miljøudvalget i KL

Gamle kontrakter og krig skaber forsinkelse

På den vestlige side af Sønderjylland er Tønder Kommune blandt dem, der ikke når at opfylde EU’s krav om affaldssortering i 2022.

Indtil videre har de kørt med en ordning, der kaldes for mgp-løsningen, hvor metal, glas og plast sorteres i samme beholder og senere bliver sorteret og genanvendt. Men ifølge de nye EU-regler må man ikke fortsætte på den måde, da tingene skal sorteres hver for sig.

Den ordning gør, at Tønder Kommune har søgt om dispensation, da man laver aftaler af fem års varighed ad gangen.

- Vi er bundet af en kontrakt, og den løber ud her i foråret. Så vi har valgt at trække den lidt, siger miljøplanlægger Bente Kristensen fra Tønder Forsyning, der står for affaldshåndteringen i Tønder Kommune.

Tønder Kommune når ikke i mål med affaldssortering i 2022. Ifølge Bente Kristensen har det ført noget godt med sig, at man kunne se på andres erfaringer først.
Tønder Kommune når ikke i mål med affaldssortering i 2022. Ifølge Bente Kristensen har det ført noget godt med sig, at man kunne se på andres erfaringer først.
Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD

Og det er en del af forklaringen for flere kommuner, der ikke når målet i 2022. 

For Sønderborgs vedkommende passede det med, at deres eksisterende aftale om affaldssortering udløb i 2018, hvilket gjorde, at de havde en anden mulighed for at gentænke deres system.

- Vi blev nødt til at skulle indsamle både madaffald og få mere styr på vores genanvendelige fraktioner, så det skrev vi allerede ind i vores affaldsplan i 2018, siger affaldsplanlægger i Sønderborg Kommune, Martin Frank Mogensen.

Derfor lykkedes det for kommunen at sortere alle fraktioner forholdsvist hurtigt.

Men udover eksisterende kontrakter spiller internationale forhold også en rolle i forsinkelserne ifølge formanden for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening.

- Vi skal skaffe nye beholdere og biler i en situation, hvor krigen i Ukraine og corona-epidemien har skabt en global varemangel, og så skal vi selvfølgelig sikre, at skattekronerne bliver brugt så forsvarligt som muligt, så det ikke bliver unødigt dyrt, siger formanden Birgit Hansen.

- I den situation må vi konstatere, at den politiske plan fra Christiansborg ikke alle steder kan klare mødet med virkeligheden.

Men i Tønder Kommunes optik har det ført noget godt med sig, at man ikke har været med fra starten.

- Det har den fordel, at vi kan trække på Sønderborg Kommunes erfaringer. For der har det vist sig, at man får omkring tre gange så meget plast ind med den ekstra genbrugsbeholder, og så har vi kunnet tilpasse størrelserne på vores beholdere efter det, siger Bente Kristensen. 

Herunder kan du se, om din kommune når i mål med at sortere i ni fraktioner ved udgangen af 2022.

Disse kommuner når i mål: 

  • Aabenraa
  • Sønderborg
  • Haderslev
  • Vejen
  • Varde
  • Vejle
  • Hedensted


Disse kommuner når IKKE i mål:

  • Tønder
  • Esbjerg
  • Fanø
  • Billund
  • Horsens
  • Fredericia
  • Kolding


Kilde: Danmarks Radio