Diana cykler til arbejde – og takker nej til lift i bil

Sundhed på jobbet vinder indpas her i landsdelen – med motion i arbejdstiden, sund kost i kantinen og cykel frem for bil til job.

- Det er en rigtig skøn måde at få tid til at få noget motion ind i hverdagen.

Sådan siger grafiker Diana Sørensen fra Würth Danmark  i Kolding – om det at cykle til arbejde. Hun cykler syv-otte kilometer til arbejde hver dag. Uanset vejr og vind. Næsten.

- Jeg havde en enkelt dag i vinters, hvor jeg måtte vende om og køre hjem. Det gik ikke på grund af is. Men ellers har jeg også cyklet en del i januar, siger Diana Sørensen til TV SYD.

quote

Nogle, der også har rigtig langt på arbejde, cykler måske ikke hver dag. Men så tager de cyklen to-tre gange i løbet af maj.

Diana Sørensen, grafiker, Würth Danmark, Kolding

Torsdag slutter Cyklistforbundets kampagne ”Vi cykler til arbejde”. Würth Danmark i Kolding er et af de firmaer, der har tilmeldt sig konkurrencen. De har tilmeldt to hold – og det gør en forskel.

- Der er flere kolleger, der normalt ikke cykler. Nogle, der også har rigtig langt på arbejde, cykler måske ikke hver dag. Men så tager de cyklen to-tre gange i løbet af maj. 

Diana Sørensen cykler med glæde til arbejde hver dag - uanset vejr og vind.
Diana Sørensen cykler med glæde til arbejde hver dag - uanset vejr og vind.

Faktisk er sundhed vigtigt for Würth Danmark. Derfor får firmaets sælgere råd om kost og motion, når de bliver ansat.

- Det er meget stationært at sidde stille i en bil eller stå stille ude hos kunderne. Du skal ud og røre dig – og have noget sund mad. For du skal også kunne koncentrere dig hele dagen, forklarer Lone Thielsen, der er arbejdsmiljøkonsulent hos Würth Danmark i Kolding.

Men ikke alle ansatte bakker idéen op.

quote

Det er en rigtig skøn måde at få tid til at få noget motion ind i hverdagen.

Diana Sørensen, grafiker, Würth Danmark, Kolding

- Jeg oplever, at de tænker, hvad skal jeg blande mig i det for. Men det er bevist, at hvis du får noget god næring i løbet af dagen, så kan du også holde din koncentration hele dagen, forklarer arbejdsmiljøkonsulenten.

Diana Sørensen er faktisk blevet så glad for at cykle, så det er blevet en decideret prioritet frem for bil.

- Jeg har faktisk sagt nej til et lift. Min kæreste har bil. Når han ind imellem har fri, så siger han, at jeg bare kan tage bilen. Men det har jeg takket nej til – jeg skal op på cyklen, slutter Diana Sørensen.

Kampagnen slutter torsdag. Du kan læse meget mere på Vi cykler til arbejdes hjemmeside.