Bisse droppede tømrergerningen for at blive prof i Vejle
Tobias Lauritsen var godt på vej mod et svendebrev på tømreruddannelsen i Vejle, men sagde stop for at gå all in på en drøm, mange drenge går efter.
20-årige Tobias Lauritsen er en fast del af Vejle Boldklubs superligahold, og fodbold er hans fuldtidsbeskæftigelse.
Sådan var det ikke for tre år siden, da han som U-17-spiller i klubben blev færdig med at gå på byens idrætsefterskole. Derfor skulle han lave noget andet udover at sparke til en bold.
Han vidste, at han ville gå en anden vej end sine venner og holdkammerater.
- Skolen var ikke det sjoveste for mig, og jeg havde ikke en interesse for alle fagene. Jeg ville gerne noget, hvor jeg kunne bruge hænderne og være aktiv i dagligdagen i stedet for at sidde på en stol og lytte på en lærer, siger Tobias Lauritsen.
Der er noget vigtigt, du skal vide om Tobias. For det er kun hans familie, der kalder ham det.
Han er født i Randers, men flyttede som seksårig med familien til først Trekroner og siden Himmelev nær Roskilde. Det var i fødebyen, han fik kælenavnet Bissen. Navnet udviklede sig på efterskolen i Vejle til Bisse. Det bliver han også kaldt flere gange i artiklen.
I klubikons fodspor
Holdkammeraterne på Vejle Boldklubs akademi begyndte på gymnasiale uddannelser rundt omkring i byen, mens Bisse gik i gang med en uddannelse som tømrer.
En, der også valgte at gå tømrervejen i begyndelsen af fodboldkarrieren, var klubbens transitions- og assistenttræner Steffen Kielstrup. Han mener, at akademispillerne giver sig selv en gave ved at tage en uddannelse, før fodboldkarrieren går i gang for alvor.
- Der bliver stillet større krav om fodbolden, men selvom det er hårdt at kombinere det med en uddannelse, så er det vigtigt for de unge drenge, at de har noget at falde tilbage på bagefter, siger han.
Den tidligere anfører for Vejle Boldklub nåede dog kun at være lærling i tre måneder, før han måtte kvitte tømrergerningen.
- Det var noget, man skulle prøve, men jeg fandt også ud af, at det var rigtig hårdt ved siden af fodbolden, siger han.
Bisse fandt også ud af, hvorfor der ikke var mange andre, der traf samme karrierevalg uden for kridtstregerne som ham.
To gange fysisk arbejde var ikke en god cocktail
Bisse kom efter grundforløbet på tømreruddannelsen i lærer som tømrer hos Bo-To i Vejle.
Det var godt for den unge knægt, der ikke kunne sidde stille, at arbejde med voksne i en tidlig alder.
Men glæden ved det håndværksmæssige arbejde holdte ikke hele vejen til et svendebrev.
- Du kan dælme godt mærke, at du har båret gipsplader på skulderen op ad 20 trapper, når du kommer til træning, siger han.
Tobias Lauritsen fuldførte to grundforløb. Han ville gerne gennemføre uddannelsen, men hans største drøm var at blive professionel fodboldspiller.
Derfor besluttede Bisse efter samtale med de fysiske trænere på Vejle Boldklubs akademi og sin far at sætte uddannelsen på pause på ubestemt tid.
- Jeg var alt for træt, da jeg kom til træning og fik også småskader. Jeg kunne heller ikke præstere på det niveau, som jeg burde præstere på. Jeg var egentlig nået et godt stykke af vejen i forhold til at få det svendebrev, og det var også derfor, det endte med en pause og ikke stoppe fuldstændigt, siger han.
Bisse har ellers fået at vide fra flere, at det er en god ide at have fuldført en uddannelse, så han har noget at gå i gang med, når fodboldstøvlerne lægges på hylden.
- Jeg har selvfølgelig tænkt over det, men nu er jeg stadig ny i 'gamet', så det er ikke fordi, at mine tanker køre på, at jeg skal tage en uddannelse i morgen. Det er ren fodbold i mit hoved lige nu, siger Bisse.
'Svendebrev' som fodboldspiller
Tobias Lauritsen fik sin drøm om at blive professionel fodboldspiller opfyldt, da han skrev under på sin første kontrakt med Vejle Boldklub i 2022. Den blev i marts forlænget, så Bisse i hvert fald kan leve af sin drøm frem til sommeren 2027.
Et svendebrev fra tømrerskolen må derfor vente lidt endnu, da mere vil have mere, som man siger.
- Jeg føler slet ikke, at jeg er, hvor jeg skal være endnu som fodboldspiller. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for den her klub og arbejder hver dag så hårdt som muligt for at nå det næste step. Det ved jeg så ikke, hvad er, for man ved aldrig, hvad der sker i fodbold, siger Bisse.
Han gjorde i hvert fald positivt opmærksom på sig selv, da han scorede i søndagens 2-0-sejr mod Lyngby. Præstationen blev også belønnet med kåringen som kampens spiller.
Bisse og resten af Vejle-mandskabet skal i aktion igen på søndag mod AaB i Aalborg. Kampen vises på TV3 Sport og Viaplay.