Lyseblå tiltalte lyndebutant efter skifte til oprykker
Lirim Qamili var en af profilerne for Hvidovre IF sidste sæson, og nu skal han forsøge at være det samme i Sønderjyske.
Det var ikke meget mere end 24 timer siden, at Lirim Qamili lørdag blev præsenteret som ny spiller hos Sønderjyske, før han søndag fik sin debut.
Det var at blive kastet for løverne
Lirim Qamili, fodboldspiller
Her blev han nærmest bogstaveligt talt kastet for løverne mod FC København.
- Det var at blive kastet for løverne. Det har været hektiske 48 timer, men jeg er glad for at komme i gang, siger Lirim Qamili til TV 2 Sport efter søndagens kamp.
Passede ind efter én træning
Debuten endte dog ikke som håbet, da udeholdet nappede en 2-0-sejr på Sydbank Park. Den nordmakedonske landsholdsspiller kom ind i anden halvleg, mens stillingen var 0-1 til FCK.
Sønderjyske har blot scoret et enkelt mål i sæsonen, og derfor kan der blive brug for Qamilis kvaliteter, der viste sig at være målfarlig for et ellers målfattigt Hvidovre-mandskab sidste sæson.
Cheftræner Thomas Nørgaard behøvede tydeligvis heller ikke mere end et træningspas fra sin nye spiller, før han var fortrøstningsfuld ved at sende ham på banen på trods af den minimale tid i klubben.
- Vi kunne ligeså godt trække splinten ud, for vi syntes, at han passede ind til det behov, vi havde ude på siden. Vi startede med at løbe dybt centralt, men ændrede i anden halvleg til, at vi gerne ville løbe ude fra vores siderum, og det passede Lirim godt ind i, siger han.
Lirim Qamili havde ikke selv regnet med at skulle i aktion så hurtigt.
- Det kan man ikke sige, og det er jo ikke mig, som står for, hvem der kommer ind. Men jeg havde meldt mig klar til at spille, og det er det, jeg har givet udtryk for. At det blev til debut i dag, er jeg rigtig glad for, siger debutanten.
Kan godt lide lyseblå
Lirim Qamili har underskrevet en treårig aftale med Sønderjyske. Muligheden for igen at spille Superliga var en af årsagerne til at flytte fra den københavnske Vestegn.
- Det er da selvfølgelig en del af det. Sådan en kulisse i dag er jo fremragende at være en del af. Som fodboldspiller er det det, man hungrer efter, men jeg har også set, hvilken udvikling Sønderjyske har været i, og det er en klub med superliganiveau- og faciliteter, siger han.
Derudover skifter han Hvidovres røde bluse ud med en kulør, som han også har et ømt punkt for.
- Jeg kan godt lide lyseblå, så det tiltalte mig også, griner Lirim Qamili.
I kampen mod FCK gav Sønderjyske også debut til målmand Jakob Busk.