På én position har Vejle været tvunget til at eksperimentere
Sidste sæsons førstevalg er stadig skadet, ligesom nyindkøbet Luka Hujber udgik mod Brøndby. Til gengæld er Marius Elvius tilbage.
Vejle Boldklub har i begyndelsen af sæsonen eksperimenteret på højrewingbackpositionen, og det kan måske gøre sig gældende igen, når vejlenserne lukker runde tre i et opgør mod FC Nordsjælland i Nørreskoven mandag aften.
Det normale førstevalg Thomas Gundelund har døjet med en skade i de to første runder, og den 22-årige back ventes også at se næste kamp fra tribunen ifølge Vejles cheftræner Ivan Prelec.
Vejle-chefen har dog noget at glæde sig over, da Marius Elvius er tilbage fra to spilledages karantæne.
- Det er selvfølgelig en god ting for os, og det giver os flere muligheder i forbindelse med mandagskampen, siger han.
Indkøb kom tidligt i spil
Foreløbig har nyerhvervelsen Luka Hujber spillet de to første kampe fra start. Begge kampe er han blevet taget ud, hvor det senest mod Brøndby endte med en skade i ryggen til den kroatiske back.
Ifølge Ivan Prelec skulle han dog slet ikke have været i kamp med det samme.
- Desværre var vi i en svær situation med Gundelund skadet og Elvius i karantæne. Planen var oprindeligt ikke at bruge ham omgående, men grundet omstændighederne var vi nødt til at kaste ham i ilden, siger Prelec og tilføjer, at Luka Hujber fortsat mærkede skaden ved fredagens træning, men følte sig sikker på, at han vil se sin landsmand i kamp mandag.
Offensivspiller i defensiven
Luka Hujbers fysiske tilstand forberedte Vejle-chefen på at være kreativ med, hvem der skulle overtage pladsen, når nyerhvervelsen løb tør for energi eller udgik med en skade.
Her har Ivan Prelec benyttet sig af den normale offensivspiller Kristian Kirkegaard på højrewingback. En plads han ikke havde de store erfaringer med.
- Jeg synes egentlig, det har været sjovt nok og er gået til opgaven med ambitionen om at gøre det så godt som muligt og løse den på den måde, som jeg tolker positionen på, siger Kristian Kirkegaard, der ikke lægger skjul på, at han helst vil spille på den offensive midtbane.
Kristian Kirkegaard spillede også på den uvante position i tirsdagens træningskamp mod AC Horsens. Det skete, selvom Marius Elvius var til rådighed. Han spillede i stedet i det centrale forsvar.
Ivan Prelec har nemlig været positivt stemt over at se Vejles nummer 10 i forsvarskæden.
- Det var overraskende godt. Kirkegaard er en intelligent spiller og taktisk disciplineret. Vi får også en mere offensiv spiller ved at have ham dér, og han ser interessant ud. Så det er klart, at vi vil bruge ham mere dér i situationer, hvor det kan blive nødvendigt, men han er også i spil til at kæmpe om pladserne i den forreste kæde, siger Ivan Prelec om den omskolede back.
Om det bliver Kirkegaard, Elvius eller Hujber, der spiller på Vejles højre side, kan du se, når opgøret mellem Vejle Boldklub og FC Nordsjælland begynder klokken 19.00.
Kampen kan ses på TV 2 Sport X og TV 2 Play.