Rekorddårlig sæsonstart og trænerskifte - direktør ser tilbage på 2024 med selverkendelse
Flere øjeblikke har præget Vejle Boldklub i 2024. Klubbens administrerende direktør, Henrik Tønder, ser tilbage på de mest markante.
Superligaen er gået i vinterhi, og Vejle Boldklub har trukket sorteper med at overvintre på rækkens sidsteplads.
Jeg satte mig mandag med administrerende direktør, Henrik Tønder, for at gøre status på 2024, hvor det ikke var til at komme uden om ovennævnte placering.
- Fodbold er øjebliksbilleder og lige nu, og når vi gør status, så har vores efterår været en skuffelse. Vi har ikke spillet op til den standard, som en klub som VB skal gøre. Det må vi forholde os til, siger han.
Bedre dage viste sig i den traditionsrige klub i første halvdel af 2024, så derfor kan det siges, at de sidste 12 måneder har ramt VB på godt og ondt.
Fem VB-højdepunkter fra 2024
Klubben er solgt... eller nej
Det er ingen hemmelighed, at Vejle Boldklub er til salg, men dén status så ud til at være forbi i begyndelsen af året.
Tysk-tyrkiske Cagdas Senyürek blev omtalt som manden, der skulle overtage klubben fra majoritetsejer Andrew Zolotko.
Skeletter væltede dog ud af skabet, hvor den potentielle ejer blev beskyldt for at være en løgner og fusker.
Salget faldt derfor til jorden, og de to nuværende hovedaktionærer, Andrew Zolotko og Klaus Eskildsen, udtalte sig til klubbens hjemmeside den 12. januar.
- Det var jeg meget glad for, siger Henrik Tønder.
Klubbens fremtid er fortsat et åbent spørgsmål.
Overlevelse i foråret overskygges af rekorddårlig sæsonstart i efteråret
Vejle Boldklub lignede ikke et hold, som var tynget af januars salgsshow.
Klubben overlevede i Superligaen, og holdets tidligere angriber German Onugkha kronede sæsonen af som topscorer med sine 15 mål.
Det var godkendt ifølge direktøren, men det fornuftige forår blev efterfulgt af den dårligste sæsonstart i Superligaens historie. Vejle tabte de første ti kampe i sæsonen og har i de efterfølgende syv skrabet seks point ind på kontoen.
- Tabellen lyver ikke, og lige nu er vi på sidstepladsen. Men hvis du ser på de muligheder, jeg mener, vi skulle have, så har vi ikke præsteret godt nok. Det er derfor, vi er skuffede. Vi er skuffede internt i klubben, og vi er skuffede på tilhængernes og vores partneres vegne. Det skal vi have ændret, siger Henrik Tønder og fortsætter:
- Der er ikke nogen, der vifter med det hvide flag eller kaster håndklædet i ringen. Vi går til foråret med målsætningen om at præstere så godt som muligt og blive i rækken, siger han.
Udskiftning på trænerposten
Forårets redningsmand på trænerstolen, Ivan Prelec, kunne ikke følge op på sidste sæsons overlevelse. Det fik ham til at stoppe som cheftræner i Vejle Boldklub efter nederlaget til Sønderjyske i 9. runde og efter to og et halvt år på posten.
Rumænske Mihai Teja har siden været manden i spidsen, og trænerskiftet har givet den håbede effekt i form af point. Det har dog ikke været nok til at kravle væk fra sidstepladsen.
- Jeg synes faktisk, at vores nye træner er kommet ind med energi og har fået point på kontoen. Men det er klart, at du er bagud, når du har fået en start i efteråret med mange tabte kampe i træk, som vi har haft, siger Henrik Tønder.
Gør det friske pust, at skuffelsen ikke blev så stor som frygtet?
- Nej, slet ikke. Skuffelsen er stor, når vi præsterer et efterår, som vi samlet set har gjort. Det er ikke godt nok i forhold til Vejle Boldklubs standard, siger direktøren.
Anførerens glippede sommerskifte
Vejle Boldklubs forår gjorde nogle af klubbens spillere interessante for andre klubber.
Her var den nuværende anfører Oliver Provstgaard et af de varmeste navne i transferkarrusellen, hvor den 21-årige forsvarer brugte de fleste interviews, han stillede op til, på at forholde sig til sin situation.
Sagaen peakede efter sommerens transfervindue, hvor det kom frem, at en italiensk klub angiveligt trak sig fra en aftale om et køb af Provstgaard i sidste øjeblik.
Vejle undersøgte mulighederne for at gå rettens vej, men det har de siden droppet.
- Jeg har været i branchen i mange år og har ikke oplevet det her før. Jeg tror heller ikke, jeg kommer til at opleve det igen.
- Vi ærgrer os mest over, at Oliver skulle igennem det her. Det, synes jeg ikke, var fortjent, siger Henrik Tønder.
Akademispillere i opblomstring
Vejle Boldklubs talentafdeling rykkede i år op på 9. pladsen på DBU's rangliste af landets akademier.
Klubbens superligahold har i dette efterår også benyttet sig af flere spillere med en fortid i holdets ungdomsafdeling.
Fem tidligere akademispillere var i startopstillingen i 3-0-nederlaget mod FC Midtjylland i seneste kamp, mens Oliver Provstgaard var den eneste tidligere akademispiller i sidste runde af sidste sæson.
Henrik Tønder glædes over udviklingen.
- Vi har mange nationaliteter her, og vi er glade for dem alle, men vores akademi hjælper med at bringe spillere frem. Det er positivt, for det peger fremad, og det er der udvikling i. Det er jo glædeligt at se en kamp som i søndags, hvor vi desværre ikke fik noget ud af det, men der så vi en del akademispillere på vores fodboldhold. Det er glædeligt - også for en direktør, siger han.
Har det vakt interesse fra andre klubber, så de kan give penge i kassen?
- Det kan sagtens være, men det må vi se, når transfervinduet kommer, smiler Henrik Tønder.