Sportschef er tilfreds med tilbagekomst til landets bedste række
Sønderjyske rykkede i sommer tilbage i Superligaen, og det er gået som forventet og frygtet ifølge sportschef Casper Daather.
Efter to år i den næstbedste række, rykkede Sønderjyske tilbage i det fineste fodboldselskab i sommer.
Nu har de spillet halvdelen af sæsonen i Superligaen og overvintrer over nedrykningsstregen på 10. pladsen med seks point ned til Lyngby under stregen.
- Det har været ligeså fedt og ligeså svært, som vi havde forventet, og som vi måske også havde håbet og frygtet. Det er noget helt andet at spille i Superliga, end det er at spille 1. division, siger sportschef i Sønderjyske Fodbold, Casper Daather.
Klubben havde inden sæsonen set, at 31 point var gennemsnittet for at overleve i Superligaen de sidste ti år.
Derfor har det været et tilfredsstillende efterår ifølge sportschefen, når det er lykkedes at hente halvdelen af de livsvigtige point, og at de kan holde juleferie over nedrykningsstregen.
Sluttede af med sejr mod nedrykningskandidater
Sønderjyske vandt efterårets sidste kamp mod nedrykningskandidaterne fra Lyngby med 2-0, men klubben havde været tilfredse med tilbagekomsten til Superligaen uanset kampens resultat.
- Der var mange medier, der spurgte til et sæsondefinerende udtryk, inden kampen gik i gang. Der var vi afklaret internt, at uanset om vi tabte, spillede uafgjort eller fik de tre point, så syntes vi, at vi havde sat et fornuftigt efterår sammen, siger sportschefen.
- Der er ingen tvivl om, at fornemmelsen er markant bedre, når vi tager de tre point og pludselig har en afstand på seks point til vores direkte konkurrenter under stregen. Det var en enormt vigtig sejr, men du får mig ikke til at sige, at den var sæsondefinerende, siger Casper Daather.
Sportschefen fremhæver sejrene over de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland i oktober og udesejren mod Superligaens aktuelle tredje plads fra Randers FC i august som nogle af efterårets højdepunkter.
Særligt kampen mod Randers var et bevis for sønderjyderne om, at de godt kunne spille med i Superligaen.
Pointantallet kunne dog også være mindre end de 16 point, de har fået i efteråret.
Lukket næstflest mål ind
Sønderjyske har lukket 37 mål ind i efteråret, hvilket er næstflest af alle hold i Superligaen. Kun Vejle Boldklub har indkasseret flere mål end sønderjyderne.
Tre af de indkasserede scoringer kom i 3-0-nederlaget mod den anden oprykker fra AaB i slutningen af september.
Casper Daather fremhæver den kamp som efterårets lavpunkt, mens der er eksempler på kampe, der kunne være endt anderledes til modstandernes fordel.
- Vi havde blandt andet en kamp mod Viborg på hjemmebane, hvor vi dominerede fuldstændigt på spillet og på underliggende data. Vi var foran 2-0 ved pausen, men der skulle vi være rigtig glade for ikke at tabe til sidst. Det var nogle andre former for lærepenge, vi tog med fra den kamp, siger Casper Daather om Viborg-kampen, der endte 2-2.
Synes du, at jeres forsvar er bedre end det antal mål, der er scoret mod jer?
- Jeg synes, vi har et godt forsvar, men jeg kan bekræfte, at vi har en spillestil, som gør kampene lidt mere åbne nogle gange. Det betyder, at vores modstandere vil komme til chancer. Så skal vi jo lære at læse kampene. Der synes jeg, at vi formår at vælge alle de rigtige løsninger i blandt andet Lyngby-kampen, siger Casper Daather og fortsætter:
- Vi har lært meget det her efterår, og det tror jeg kommer os til gavn i foråret. Jeg tror faktisk ikke, vi har set det bedste fra Sønderjyske Fodbold endnu, siger han.
Forårssæsonen i Superligaen begynder i februar. I mellemtiden kommer der et transfervindue, som begynder den 1. januar.