Fødevareminister: Fempunktsplan løser ikke hele MRSA-problemet

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) mener ikke, at en stigning i antallet af inficerede pakker med svinekød udgør en større smitterisiko. Alligevel indrømmer han, at hans plan for at komme svine-MRSA til livs ikke løser hele problemet.

Hver femte pakke med svinemørbrad, flæskesteg og andre typer svinekød er smittet med svine-MRSA. Det viser en ny undersøgelse, som TV SYD har fået lavet hos Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Undersøgelsen kommer efter lang tids fokus på den multiresistente bakterie. Et fokus, der i juni måned fik fødevareminister Dan Jørgensen (S) til at offentliggøre en fempunktsplan, der skal få smitten ud af de danske svinestalde.

Men bakterien findes også i svinekødet, efter det har forladt staldene. Det viser en undersøgelse, som TV SYD har lavet. Og det gør, at fempunktsplanen ikke kan fjerne hele problemet, indrømmer Dan Jørgensen nu.

- Fempunktsplanen skal begrænse smitten fra staldene og begrænse brugen af antibiotika, som jo er roden til problemet. Men den løser ikke hele problemet. Vores største udfordring er, at vi på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelig viden om, hvordan smitten spredes og det er dét udredningsarbejde vi nu har sat i gang, så vi kan finde de rigtige løsninger, skriver ministeren i en skriftlig udtalelse til Politiken.