Se video: Svine-MRSA i hver femte pakke svinekød

Hele 21 % af pakker med svinekød i de danske kølemontrer er inficeret med svine-MRSA. Det viser en undersøgelse, TV SYD har lavet hos Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Når du former karbonader eller gør en flæskesteg klar til ovnen hjemme i dit køkken, så er der en stor risiko for, at det kød, du står med, er inficeret med den multiresistente svine-MRSA. Det viser en undersøgelse, TV SYD har lavet.

Vores undersøgelse er lavet hos Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. De analyser, der er blevet lavet, viser, at der forekommer svine-MRSA i 21 % af de 100 pakker med svinekød, som vi har analyseret. Alle pakkerne er med svinekød fra Danmark, og der er en ligeså stor andel af økologisk kød blandt prøverne, som danskerne gennemsnitligt køber til daglig.

Yvonne Agersø, der er seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet, har haft ansvaret for analysearbejdet på DTU Fødevareinstituttet. Hun er ikke overrasket over, at svine-MRSA nu er så udbredt i svinekød i supermarkederne.

- Vi har jo set en klar stigning i antallet af svin med svine-MRSA, og det afspejler sig naturligt i, at der også er mere svine-MRSA i svinekødet, siger hun til TV SYD.

Prøveresultatet viser altså, at bakterien findes i mere end hver femte pakke med dansk svinekød i kølemontrerne herhjemme.

Det er en stor stigning i forhold til tidligere målinger. Tilbage i 2009 viste en lignende undersøgelse, at der var svine-MRSA i 5 % af svinekødet. I 2011 var dét tal oppe på 10 %. Med de nye tal er der altså sket en fordobling af forekomsten af svine-MRSA i dansk svinekød siden den seneste måling i 2011.

- Nu er det altså hver femte pakke med svinekød i supermarkederne, som indeholder svine-MRSA. Det er stærkt foruroligende, siger Hans Jørn Kolmos, der er forskningsleder på Klinisk Mikrobiologi på Odense Universitetshospital.

Se video:

Sådan gjorde vi:

 

Hør, hvad Hans Jørn Kolmos mener man bør gøre, for at komme smitten til livs, her