Statsrevisorer: Fødevareministeriet fejler i kamp mod MRSA

Fødevareministeriet arbejder ikke effektivt for at bremse multiresistente bakterier, mener Statsrevisorerne.

Fødevareministeriet har fejlet i kampen mod den multiresistente bakterie husdyr-MRSA. Det udtaler Statsrevisorerne, der onsdag udsendte en beretning om emnet.

Husdyr-MRSA er en nyere multiresistent bakterie, der hurtigt har spredt sig fra landbruget til resten af samfundet. Bakterien er således i 2014 registreret i 68 procent af de danske slagtesvinebesætninger, og er fundet hos et stigende antal personer.

Resistente bakterier som husdyr-MRSA er svære at komme til livs, og medfører derfor kraftigt øgede omkostninger i sundhedssektoren. Fødevareministeriet har det overordnede ansvar for indsatsen mod husdyr-MRSA.

Statsrevisorerne kritiserer Fødevareministeriet på særligt tre punkter, og uddeler også ros på et enkelt punkt.

Det fremgår af deres rapport, at de finder det "utilfredsstillende, at Fødevareministeriet siden 2010 ikke har arbejdet effektivt for at bremse forekomsten af husdyr-MRSA."

Statsrevisorerne kalder det også "utilfredsstillende", at Fødevareministeriet ikke har formået at vurdere risici, eller har "prioriteret indsatsen mod husdyr-MRSA", samt, at Fødevareministeriet "ikke har planer om at prioritere indsatsen under hensyntagen til helheden".

Derimod roser rapporten Fødevareministeriet for en ny handlingsplan fra april 2015, der lægger op til en langsigtet bekæmpelsesstrategi mod MRSA.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lægger op til et eftersyn af MRSA-indsats i ministeriet på baggrund af kritikken fra Rigsrevisionen.

Hun anerkender revisionens kritik, men hæfter sig også ved, at Rigsrevisionen anerkender indsatsen med en nyligt vedtaget handlingsplan for bekæmpelse af husdyr-MRSA.

- Jeg vil gennemføre initiativerne i handlingsplanen, og jeg vil følge nøje, om initiativerne virker efter hensigten, siger Eva Kjer Hansen i en skriftlig kommentar.