Voldsom stigning i antal smittede med svine-MRSA

Antallet af nye MRSA-tilfælde fortsætter med at stige i Syd- og Sønderjylland og var på landsplan i 2014 det højeste siden midten af 1970'erne.

Stigningen i antallet af svine-MRSA-tilfælde i Syd- og Sønderjylland var på hele 75 pct. fra 2013 til 2014.

Der blev i 2014 på landsplan registreret 1.279 tilfælde mod 648 i 2013, hvilket er tæt på en dobling.

I Syd- og Sønderjylland steg antallet fra 166 til 290. Altså kun en stigning på 75 pct.

Stigningen skyldtes generelt særligt samfundserhvervede og importerede tilfælde samt MRSA CC398 (husdyrsassocieret MRSA), som nu udgør i alt 43 % af alle nye tilfælde på landsplan.

En stigning i antallet MRSA CC398 er forventet som følge af revisionen af MRSA-handlingsplanen, hvor kontakt til svin blev indført som en risikofaktor.

Dette indebærer, at personer, der arbejder med svin og disse personers husstand, undersøges for MRSA ved indlæggelse og i forbindelse med infektioner, der kan skyldes stafylokokker. Alene af denne grund må der forventes et større antal MRSA CC398-tilfælde.

I efteråret 2014 bevilgede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri midler til et tre-årigt forskningsprojekt, hvis formål er at skabe en samlet vurdering af betydningen af MRSA CC398 hos husdyr og mennesker. Projektet består af en række mikrobiologiske og epidemiologiske delprojekter, og ledes af DTU-VET i samarbejde med Statens Serum Institut. Projektet er startet i foråret 2015 og forventes at kunne danne solid basis for myndighedernes fremadrettede indsats mod MRSA CC398.

 

Antal nye smittede med svine-MRSA i Sydjylland:

2012: 74
2013: 166 (stigning på 124 pct.)
2014: 290 (stigning på 75 pct.)

Antal nye smittede med svine-MRSA på landsplan:
2012: 233
2013: 648
2014: 1.279