11-årig Mikkel vil slå sin egen rekord med pant

I 2021 kom Mikkel Madsen på et frimærke for sin store indsamling til Danmarksindsamlingen. Nu vil han slå sin egen rekord.

1 krone, 1,5 kroner eller 3 kroner. 

Det er måske lidt kedelige pantsatser, men for 11-årige Mikkel Madsen er pantsatserne alt andet end kedelige. 

De små beløb er nemlig det, som skal gøre, at den unge pantsamler kan slå endnu en rekord ved årets Danmarksindsamling.

quote

Det er begyndt at blive lidt hårdt, men det gør mig stadigvæk glad at vide, at de penge jeg samler ind går til et rigtig godt formål, så de børn kan få et lidt bedre liv.

Mikkel Madsen

Danmarksindsamlingen finder sted lørdag den 29. januar 2022. Det er 16. gang, at indsamlingen afholdes, og denne gang bliver showet sendt live fra Musikhuset Esbjerg.

- Det betyder rigtig meget for Mikkel, at det er i Esbjerg. Det er hans hjemsted og opland. Det er også derfor, at han gerne vil give det en ekstra skalle, siger Mikkels mor, Maja Madsen.

Da Mikkel Madsen i 2020 besluttede sig for at samle pant ind, greb det om sig. Han indsamlede pant for 128.631 kroner. Det resulterede i, at han kom på frimærker som én af 'hverdagens helte'. 

Det skete på baggrund af en konkurrence arrangeret af PostNord og Falck, hvor han var nomineret sammen med 899 andre hverdagshelte.

Mikkel er den yngste, nulevende dansker med sit eget frimærke.
Mikkel er den yngste, nulevende dansker med sit eget frimærke.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Det er første gang, at nulevende og ikke-royale fik plads på de danske frimærker. Det gør Mikkel til den yngste, nulevende dansker med sit eget frimærke. 

I januar måned er opgaven for Mikkel og familien i at samle så mange penge ind til Danmarksindsamlingen som muligt. Det sætter også sine spor hos Mikkel.

- Det er begyndt at blive lidt hårdt, siger han grinende.

- Men, det gør mig stadigvæk glad at vide, at de penge, jeg samler ind, går til et rigtig godt formål, så de børn kan få et lidt bedre liv, siger han.

Vil du donere til Mikkel?

Hvis man står ved flaskeautomaten og vil donere sin pant til Mikkel, kan man enten donere beløbet via linket her eller via MobilePay: 28 56 65 35

Mikkel har udviklet sig

At indsamle pant og donere til Danmarksindsamlingen er også noget, som Maja Madsen kan mærke på Mikkel derhjemme. Han vokser nemlig i det. 

- Det er fantastisk at være med som forælder, for man ser jo, hvor meget Mikkel vokser i det, at støtte andre, siger hun.

- Den glæde han modtager ved at vide, at han virkelig gør en forskel for nogle, som virkelig har det svært, er fantastisk. Dér vokser stoltheden i ham, og det er fedt for mor og far at se den udvikling, som han gennemgår, tilføjer hun.

Allerede som 9-årig havde Mikkel Madsen en drøm om at hjælpe jævnaldrende børn, der ikke har det godt. Ønsket kom efter han havde set en sørgelig reklame om børn, der flygter fra deres hjemland.

Mikkel vil forsøge at slå sin egen rekord ved Danmarksindsamlingen den 29. januar.
Mikkel vil forsøge at slå sin egen rekord ved Danmarksindsamlingen den 29. januar.
Foto: Privatfoto

En dag over aftensmaden sagde Mikkel til sin mor, at han gerne vil hjælpe nødlidende børn ved at samle penge ind. Siden da har Mikkel Madsen og hans familie været flere gange på tv for at fortælle om indsamlingen. 

Det har betydet, at flere firmaer er begyndt at samle pant ind for at donere til Mikkel. En af dem er folkene bag virksomheden Kvalitetsmarkiser i Rødekro. De donerede også sidste år, og de spurgte derfor Mikkel, om han også samlede ind i år. Derfor har firmaet samlet alle dets pantflasker ind i 2021, for at kunne overrække dem til Mikkel. 

Nina Gerschefski, der er medejer af firmaet, fortæller, at de er rigtig glade for at hjælpe Mikkel og indsamlingen.

- Det bliver til nogle poser om året, da vi bruger vand og sodavand til kunder og ansatte. Jeg blev opmærksom på Mikkel sidste år, hvor han samlede ind. Vi havde så mange sække liggende, så de kunne da lige så godt gå til et godt formål og en ung gut, der har et stort hjerte, siger hun.

Der er også mange andre danskere, som hjælper Mikkel og indsamlingen. Den store opbakning er også noget, som familien bliver rørt over. 

- Det er meget rørende, at Mikkel kan ramme så mange mennesker. Han er jo gået direkte ind i danskernes hjerter, siden han får folk til at hjælpe med at støtte ham. Det synes jeg er meget rørende, siger Mikkels mor, Maja Madsen.

Mikkel og familien hentede 16 pantsække fra Kvalitets Markiser. Det svarer til cirka 2.080 kroner.
Mikkel og familien hentede 16 pantsække fra Kvalitets Markiser. Det svarer til cirka 2.080 kroner.
Foto: Privatfoto