1.500 værnepligtige begynder til februar: - Vi skal holde os operativt kørende

Selvom covid-19-pandemien næsten har lukket Danmark, så skal omkring 1.500 nye værnepligtige begynde deres soldateruddannelse til februar.

Elever på Hærens Sergentskole i Varde kritiserer i onlinemediet Olfi Forsvaret for ikke at tage covid-19-pandemien alvorligt. Ifølge dem skulle elever opholde sig i alt for store grupper på kasernen i 12-mandssovesale og spise sammen i store grupper i cafeteriet .

Nu svarer Forsvaret på kritikken og siger, at de på baggrund af den nuværende udvikling i covid-19-pandemien ønsker at reducere alle aktiviteter, der ikke er operativt nødvendige.

- Vi tager covid-19 meget alvorlig, og vi har i dag overvejet, om vi skulle udskyde de nye værnepligtiges start her den 1. februar til senere på grund af smittespredningen, men vi har besluttet ikke at udsætte deres værnepligt. Der er brug for dem både i søværnet, i flyvevåbnet og som soldater, siger oberst i forsvarskommandoen, Susanne Lund, til TV SYD.

Uddannelse af soldater nødvendigt

- Forsvaret er nødt til løbende uddanne og øve soldaters færdigheder, så vi hele tiden har folk til de kritiske opgaver og beredskaber. Ellers kommer vi hurtigt til ikke at kunne løfte vores operative opgaver – internationalt, som nationalt - siger hun.

Susanne Lund forklarer også, at man vil klare opgaver med hjemsendelse og fjernundervisning, hvor det er muligt, og at den fysiske tilstedeværelse kun sker, når det er nødvendigt:

- Lige nu overvejer vi at inddele de værnepligtige i endnu mindre klynger, og vi ser også på, hvordan de skal forholde sig ved ud- og hjemtransport til kasernerne. Desuden lever de i små 'bobler', og det er ikke meningen, de skal se andre end dem, de er i delinger med på kasernerne, siger hun.