2019's syv største royale øjeblikke i Syd- og Sønderjylland

2019 har været et år med flere store royale begivenheder i Syd- og Sønderjylland. Her er syv af de største øjeblikke.

1. Dronningen besøgte Sydslesvig

Dronning Margrethe var på officielt besøg i Sydslesvig i fire dage i efteråret 2019. Fra den 3.-6. september besøgte hun Slesvig-Holsten og det danske mindretal med Kongeskibet Dannebrog.

Besøget kom forud for fejringen af 100-året for genforeningen i 2020.

Dronning Margrethe ankommer til Flensborg Havn ved det fire dage lange besøg hos mindretallet i Sydslesvig.
Dronning Margrethe ankommer til Flensborg Havn ved det fire dage lange besøg hos mindretallet i Sydslesvig.
Foto: Keld Navntoft, Kgl. Dansk Generalkonsulat i Flensborg

2. Dronningen overrakte nye faner 

I februar var Dronning Margrethe på Oksbøl Kaserne for at markere Danske Artilleriregiments genoprettelse. Det skete ved, at regimentet fik deres fane tilbage - deres samlingsperle, som dronningen kaldte den.

I oktober var det kasernerne i Varde og Fredericia, der fik overrakt nye militære faner. Se Dronning Margrethe overrakke fanerne her.

Dronning Margrethe på vej ind på Oksbøl Kaserne for at overrække fanen.
Dronning Margrethe på vej ind på Oksbøl Kaserne for at overrække fanen.
Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

3. Kronprinsesse Mary fejrede Danmarks ældste højskole

Kronprinsesse Mary deltog den syvende november i fejringen af Rødding Højskoles 175 års jubilæum.

Den kongelige æresgæst oplevede under besøget - på god højskolevis - fællessang, hvor der blandt andet blev sunget "Et voksested", som forfatteren Jens Rosendal har skrevet til Rødding Højskole i 2013.

HKH Kronprinsesse Mary ankom til Rødding Højskole.
HKH Kronprinsesse Mary ankom til Rødding Højskole.
Foto: Signe Dohn, TV SYD

4. Prinsesse Benedikte til 100 års fødselsdag på Agerskov

Prinsesse Benedikte var den tredje november blandt de omkring 600 gæster, der mødte op til fejringen af Agerskov Ungdomsskoles 100-års jubilæum.

I løbet af de 100 år er Agerskov Ungdomsskole blevet en moderne efterskole med omkring 145 elever, der på årsdagen modtog prinsesse Benedikte som æresgæst.

Prinsesse Benedikte var den tredje november en af gæsterne ved Agerskov Ungdomsskoles 100 års jubilæum.
Prinsesse Benedikte var den tredje november en af gæsterne ved Agerskov Ungdomsskoles 100 års jubilæum.

5. Prinsesse Marie åbnede juleudstilling på Schackenborg Slot

Prinsesse Marie åbnede den niende november udstillingen ‘Jul på Schackenborg’, hvor gæster blandt andet kunne opleve 60 års nostalgi med julekalendernes historie.

I forbindelse med udstillingen kunne man se kostumer og rekvisitter fra nogle af DR's nyere julekalendere såsom ’Tidsrejsen’, ’Den Anden verden’ og ’Theo og den magiske talisman’.

Prinsesse Marie byder velkomme til juleudstilling på Schackenborg.
Prinsesse Marie byder velkomme til juleudstilling på Schackenborg.
Foto: Jacob Schjødt-Pedersen

6. Prinsesse Benedikte blev fejret på Koldinghus

Da prinsesse Benedikte fyldte 75 år i april, fejrede Koldinghus hende med stort hesteshow og en særudstilling om prinsessen under titlen “Prinsesse af tiden”.

Overalt i de centrale gader i Kolding var der rig mulighed for at møde heste med enten gardehusarer, akrobater eller sportsfolk på ryggen, og sammen med en masse spejdere indtog de Kolding med det formål at fejre den kongelige fødselar.

Prinsesse Benedikte fejrede sin 75-års fødselsdag på Koldinghus.
Prinsesse Benedikte fejrede sin 75-års fødselsdag på Koldinghus.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

7. Dronningen indviede gigthospital

Dronning Margrethe indviede i februar det nye gigthospital, som flyttede fra Gråsten til Sønderborg. Det nye gigthospital skiftede navn fra Kong Christian d. X.’s Gigthospital til Dansk Gigthospital. 

Dronning Margrethe er protektor for Gigtforeningen, og hun er nu også protektor for det nye Dansk Gigthospital.

Det nye gigthospital får forskning og behandling under samme tag til gavn for patienterne.