32 tons gødning spærrede vej

Mandag formiddag er to lastbiler kørt sammen ved Bække i Vejen Kommune. Politiet opfordrer bilister til at finde alternativ rute.

Opdatering: Politiet oplyser, at vejen igen skulle være åben for trafik. 

32 tons gødning er mandag formiddag med til at spærre for trafik i krydset ved Lunderskovvej, Ribe-Vejle Landevej og Hejnsvigvej i Vejen Kommune.

To lastbiler er kørt sammen, og lige nu er der så store trafikale problemer, at politiet opfordrer bilisterne til at finde en alternativ rute.

Der er stort set lukket for trafik, og vagtchef Ole Aamann ved Syd- og Sønderjyllands Politi kan ikke oplyse, hvornår der vil være frit igen.

- Vi kan ikke umiddelbart køre de 32 tons gødning derfra, så det skal først omlæsses, før vi kan gøre noget, siger Ole Aamann.

Den ene lastbil overholdt ikke sin ubetingede vigepligt. Ingen personer ser umiddelbart ser ud til at være kommet til skade i ulykken, oplyser vagtchefen. 

Ulykke på ulykke på ulykke 

Der har været flere trafikale udfordringer i TV SYDs sendeområde mandag morgen. På E45 i nordgående retning ved Kolding har et uheld forårsaget flere timers kø.

Ved Kongeåvejen syd for Vejen er en cyklist blevet ramt af en bil, og personen er blevet kørt på sygehuset. Og i Gørding ved Sdr. Lorupvej er en hest blevet ramt af en bil. Den er efterfølgende død af sine kvæstelser, og ingen personer er kommet noget til i ulykken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.