600 millioner kroner skal sikre bedre trivsel for elever og studerende

Det skal være op til skolerne selv at prioritere indsatser for bedre trivsel og indhente fagligt efterslæb.

Et bredt flertal i Folketinget afsætter 600 millioner kroner til bedre trivsel for elever og studerende med tiltag som tovoksenordninger, ekstra undervisning og særlige trivselsindsatser.

Det fremgår af en politisk aftale, hvor der lægges vægt på, at det bliver op til skolerne selv at prioritere, hvilke indsatser der giver bedst mening lokalt.

Det fremgår af en politisk aftale, der sætter ind over for elever og studerende, der har været hjemsendt som følge af coronapandemien.

- Jeg håber inderligt, at de initiativer, vi nu præsenterer, vil gøre en forskel for vores børn og unge og skabe lidt luft og lys i en svær tid, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i pressemeddelelsen.

Aftalen lader det være en lokal beslutning, om der skal laves elevplaner i dette skoleår. Den giver mulighed for kortere skoledage.

Lokale initiativer

Det bliver i høj grad også skolerne selv, der skal vurdere, om det giver bedst mening med tovoksenordning, mindre klasser eller turboforløb.

Det bliver muligt med mindre trivselsgrupper, hvor en lærer eller pædagog mødes med en gruppe elever på op til fire udenfor.

Der afsættes 390 millioner kroner til at indhente det faglige efterslæb.

Flere partier har haft fokus på den pædagogiske eller psykologiske rådgivning til børn, der for eksempel mistrives, har angst eller skader sig selv. Der afsættes 44 millioner kroner specifikt til den del.

Idet skoler og uddannelser ikke er fuldt åbne, er der fokus på, at også foreningerne kan bidrage. Der afsættes ti millioner kroner til eksempelvis fritids- og idrætsforeninger.

Ti millioner kroner afsættes til elevråd. Det svarer til, at hvert enkelt elevråd kan få 3000 kroner til at sikre bedre trivsel for elever eller kursister.