- Jeg skal gøre forårsrent, så jeg kan slappe af bagefter.
Sådan lyder det fra 82-årig Ane Marcussen fra Sønderborg. Hun er en af de syd- og sønderjyder, TV SYD mødte på forårets første årsdag.
Hun gør sin kolonihave klar til sommerperioden, hvor hun kan nyde synet af havens blomster og forsyne sig med hjemmedyrkede kartofler.
I de seneste 15 år har Ane Marcussen haft sin kolonihave, som hun besøger hver dag i sommerperioden, og på årets første forårsdag kom der jord under neglene.
- Jeg kan godt lide at plante blomster og lægge sten. Planterne bytter jeg med folk, og stenene finder jeg ude ved bønderne og får dem slæbt hjem, siger hun.
Jeg kan nemt gå at pudse med at ordne motoren og skiftet olie.
Klargør båden til sæsonen
På lystbådehavnen i Gråsten bruger Erik Hyldager året første forårsdag på at klargøre sin båd, som han købte i 1998.
Dengang var det blot et skrog, som han sidenhen har bygget det meste op selv. I fem år sejlede han rundt i Caribien, men nu bliver det kun til sejlture i det danske farvand, når båden er klargjort.
- Nu begynder sæsonen jo. Marts er en god og rimelig tør måned, så der kan jeg nemt gå at pudse med at ordne motoren og skiftet olie, siger han.