Vi danser rundt om det, pynter det, og putter gaver under det.
Og så fælder de med grannåle. I hvert fald nogle af dem.
Men de danske juletræer spreder ikke kun julestemning herhjemme. Det gør de også i lande som Rusland, England og helt i Hong Kong.
I disse uger har Landbrugsstyrelsen travlt med at kontrollere og godkende juletæer, der skal eksporteres ud af EU. Her tjekker man blandt træerne for skadedyr og plantesygdomme.
Vidste du, at...
- Verdens ældste, levende træ er et juletræ. Træet står i Sverige i 910 meters højde, og er en 9.500 år gammel rødgran.
- Verdens første juletræ kan spores tilbage 1441, hvor det siges, at der var opstillet juletræer i Estlands og Letlands hovedstæder.
- Nordmannsgrantræer kan blive op til 30 meter høje, og rødgran kan blive op til 40 meter. I Østeuropa kan rødgran kan blive op til 50 meter høje.
- Nordmannsgranen er danskernes foretrukne juletræ. 80 procent vælger nemlig Nordmannsgran.
- Det er generelt nogle meget fine og sunde træer, vi har kontrolleret, og som nu kan blive sendt ud af landet. Danmark er verdens største eksportør af juletræer, og her er det selvfølgelig vigtigt, at kvaliteten og plantesundheden er i top, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær til Ritzau.
Årligt produceres der cirka 12 millioner juletræer i Danmark, hvoraf 10,2 millioner træer ifølge brancheforeningen Danske Juletræer eksporteres til udlandet.
Danmark er dermed det land, der eksporterer flest juletræer i verden. Det næststørste produktionsland i Europa er Tyskland.
Ædelgran/Nordmannsgran: Det juletræ, du kender bedst
Nordmannsgran er det træ, du kender bedst.
Det er nemlig den sort, som mere end 80 procent af danskerne vælger hvert år. Træet kendetegner sig ved at have en flot, grøn farve og lange bløde nåle, der også gør, at nordmannsgran er det træ, der holder sig bedst.
Vi kan ikke garantere, at det kan holde helt til påsken, men det kan i hvert fald holde længe. Nordmannsgranen stammer oprindeligt fra Kaukasus, der er en bjergkæde mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav.
Rødgran: Det oprindelige juletræ
Rødgranen har i de nordiske lande status som det oprindelige juletræ.
Den blev indført i 1700-tallet, og har i dag status som et af hovedtræerne i dansk skovbrug. I Danmark kan træet blive op til 40 meter højt, og kan have en stamdiameter på én helt meter. 50 procent af alt fældet rødgran bliver brugt til bygning- og konstruktionsarbejde.
Rødgran mister sine nåle relativt hurtigt. Der går faktisk ikke mere end en uge, før nålene begynder at drysse af.
Sølvgranen: Det vanskellige træ
Også kendt som det juletræ, der er svært at holde.
Nordmannsgran og nobilis kommer fra samme granfamilie, og dét kan mærkes på nålene, som er bløde ligesom Nordmannsgranens nåle.
Nobilis-sorten kaldes også sølvgran på grund af de nærmest sølvfarvede nåle, der er en blanding af blågrøn og blågrå.
Men Sølvgranen er svær at gøre flot og rund, og derfor har den heller ikke samme plads som Nordmannsgranen i de danske hjem. Sølvgran bruges ofte som gran til at lave adventspynt.
Den serbiske søjlegran: Det slanke juletræ
Den serbiske søjlegran også kaldet Omorika er et smalt træ, der er i familie med den traditionelle rødgran.
Hvis du mangler plads i stuen, er det et idéelt træ. Men det er ikke beregnet til at være et juletræ, for selvom det har flotte, mørkegrønne nåle, så taber træet altså hurtigt de fine nåle.
Det kunstige juletræ
Hvis man ikke bryder sig om nogen af de ovenstående muligheder, så kan man altså også købe et kunstigt juletræ.
De ser ens ud hvert år, og så smider de ikke nåle rundt i hele huset.
Sådan holder du dit juletræ friskt
Friske træer holder bedst på nålene – uanset træart. Hvis træet taber nålene, er det næsten altid, fordi det tørrer ud. Du kan hjælpe træet på to måder:
- Stil juletræet koldt, fugtig og i læ, mens det venter på at komme ind. Så fordamper der mindst muligt vand fra nålene.
- Sæt juletræet i en spand med vand. Så kan træet trække nyt vand, efterhånden som det fordamper. Skær først 1-2 cm af stammen, for at ”åbne” træet, sådan at det nemmere kan suge vand. Hold spanden fyldt med vand.
Kilde: Danske Juletræer