Alle gymnasieelever kommer tilbage i skole før sommer

De ældste elever på de gymnasiale uddannelser får selskab af de yngre elever som led i genåbningen af Danmark.

Eleverne i 1.g og 2.g samt på 1.hf på landets gymnasiale uddannelser kan fra 27. maj vende tilbage til deres skole.

Det meddeler regeringen, efter at Folketingets partier onsdag siden klokken 12.30 har forhandlet på Christiansborg. Forhandlingerne har handlet om en udvidelse af fase 2 af genåbningen under coronakrisen.

- De unge, som endnu ikke har fået lov til at komme tilbage på skolebænken, får mulighed for det nu, så de kan komme tilbage inden sommerferien og få sagt goddag til deres klassekammerater og deres lærere, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Siden hun 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning af samfundet, har blandt andet 1.- og 2.-g'erne været væk fra gymnasierne.

De har i stedet modtaget fjernundervisning.

Tidligere under genåbningen fik 3-.g'erne lov til at vende tilbage til skolebænken. Det skete midt i april, hvor også elever på andet og sidste år af hf-uddannelsen kom tilbage.

Eleverne i 1. og 2.g samt 1.hf-elever blev derimod tidligere under genåbningen stillet i udsigt, at de ikke kunne komme i skole før efter sommerferien.

Som tiden er gået, og coronasmittetallene har set gode ud, er der også kommet pres på politikerne for at åbne op for disse elever.

Interesseorganisationen Danske Gymnasier har presset på for at få eleverne tilbage, om det så bare skulle være for nogle timer om ugen.

Eleverne savner deres venner, og de har savnet en mere fast struktur i deres skoledag, lyder argumentationen.

Også højskolerne åbner tidligere end ventet

Højskolerne, der egentlig forventedes at skulle indgå i fase 3 med åbning fra 8. juni, kan også åbne op fra 27. maj, hvor udvidelsen af fase 2 træder i kraft.

Også voksenuddannelser og sprogcentre kan åbne igen.

- Vi åbner meget i uddannelsessektoren og ganske bredt, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.