Besparelse på 20 millioner kan tvinge UC Syd til at fyre medarbejdere

Sydjyllands største uddannelsesinstitution UC Syd skal spare 20 millioner kroner til næste år.

20 millioner kroner.

Så meget skal UC Syd spare i 2022, og det er ikke nok at reducere omkostningerne, vurderer rektor Alexander von Oettingen, som ikke vil udelukke, at der kommer fyringer.

- Vi ser på muligheden for frivillig afgang, inden vi må afskedige gode medarbejdere, siger han.

Uddannelsesinstitutionen har længe set ind i en fremtid, hvor optaget af studerende ville blive mindre, fordi de studerende søger andre steder hen.

Og det er ifølge rektor Alexander von Oettingen den største årsag til, at der nu skal spares et tocifret millionbeløb. Men han nævner også færre såkaldte puljemidler og coronakrisen som årsager.

Undervisningshold kan blive slået sammen

Rektoren på UC Syd kan dog ikke sige noget om, hvor mange der kan risikere at modtage en fyringsseddel. Det er endnu for tidligt, da man er ved at analysere situationen til bunds. Han forsikrer dog, at der ikke er masseafskedigelser på vej.

Rektoren fortæller også, at man overvejer flere ting for at spare penge – blandt andet at lægge undervisningshold sammen.

- Vi må tilpasse organisationen og se på, hvad vi kan undvære. Det er utopi at tro, at de studerende ikke kommer til at mærke besparelserne, siger Alexander von Oettingen.

Rektor Alexander von Oettingen er ærgerlig over den økonomiske situation.
Rektor Alexander von Oettingen er ærgerlig over den økonomiske situation.
Foto: UC Syd

At sammenlægge undervisningshold er dog ikke en tanke, der vækker udpræget begejstring hos Anders Henning Simonsen, der er lektor og tillidsrepræsentant ved læreruddannelsen i Haderslev på UC Syd.

- Jeg synes, at det vil være tåbeligt. Der vil bare komme alt for mange studerende på ét undervisningshold, og det vil betyde, at underviserne mister overblikket. Nogle hold er allerede så få, at de ikke en gang kan slås sammen. Og så synes jeg, at det er at skyde forbi skiven at have hold med omkring 100 elever – så er det jo forelæsning og ikke undervisning, siger han.

Kan miste sit rekrutteringsgrundlag

Grundlaget for at vælge UC Syd forsvinder også ifølge Anders Henning Simonsen.

- De studerende vælger os, fordi vi giver nærhed. Der er få studerende på undervisningsholdene sammenlignet med lignende uddannelser, og man får også et tæt forhold til sin underviser. Det vil vi miste, siger Anders Henning Simonsen, der også er én af to personalerepræsentanter i UC Syd Danmark.

Tillidsrepræsentanten fortæller, at nogle af hans kolleger er uforstående overfor, at der er lagt op til at blive sparet på alle uddannelser over en bred kam. For nogle uddannelser som læreruddannelse går det godt, mens det går modsat for mindre uddannelser målt på studerende.

Derfor opfordrer Anders Henning Simonsen til, at man finder andre steder at spare penge end på uddannelser og hermed undervisningen.

UC Syd har omkring 800 ansatte og 12.000 studerende tilknyttet.