Billigere strøm, flere fotovogne og fem andre ting du skal holde øje med fra i dag

Fra lørdag kan det være en god ide at huske vanterne, hvis du skal på biblioteket, holde ekstra øje med farten, når du kører bil, og meget mere.

Det er 1. oktober.

En dag der er notorisk kendt for, at rigtig mange reformer, politiske aftaler og meget mere træder i kraft fra denne dato. 

I år er ingen undtagelse, og vi har herunder forsøgt at samle de vigtigste ændringer, som det er relevant at holde øje med som helt almindelig syd- og sønderjyde. 

1

Billigere strøm

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Syd- og sønderjyder kan fra i dag glæde sig over, at prisen på strømmen falder en smule.

En hastelov, der blev vedtaget i Folketinget i starten af september, og som sænker elafgiften, træder i kraft 1. oktober. 

Helt konkret sænkes elafgiften med fire øre per kilowatttime, så den resten af 2022 vil ligge på 68,8 øre.

Sænkelsen har fået kritik for at være så lille, at den reelt ikke har nogen betydning for folks privatøkonomi.

Folketinget har da også sidenhen aftalt, at elafgiften fra 1. januar og seks måneder frem skal bankes helt i bund, så vi kun skal betale 0,8 øre i afgift per kilowatt-time, hvilket svarer til EU's minimumssats.

2

Betal mindre i skat

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Foruden billigere strøm kan mange syd- og sønderjyder også se frem til at betale en smule mindre i skat fra 1. oktober. 

I samme ombæring som de fire øres sænkelse af elafgiften er det nemlig også vedtaget i hasteloven, at det maksimale beskæftigelsesfradrag stiger fra 1. oktober 2022. 

Lige nu ligger det maksimale beskæftigelsesfradrag på 41.600 kroner om året, men det bliver altså nu sat op til 43.500 kroner om året. En stigning på 1900 kroner. 

I aftalen er det desuden beskrevet, at beskæftigelsesfradraget skal stige yderligere fra det nye år, så det i 2023 kommer til at ligge på 45.600 kroner om året. 

3

Husk vanter og lange underhylere

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis man er kuldskær, kan det blive nødvendigt at finde de lange underhylere og de hjemmestrikkede vanter frem, når man skal i skole eller på biblioteket. 

Fra 1. oktober bliver der nemlig skruet ned for varmen i rigtig mange af de offentlige bygninger her i Syd- og Sønderjylland. 

Det er staten, kommuner og regioner, der alle er blevet enige om at spare på energien ved at skrue temperaturen ned på 19 grader i de offentlige bygninger. 

For alle statslige bygninger er der krav om at sænke temperaturen, mens det kun er en anbefaling for kommunale og regionale bygninger.

Enkelte bygninger som eksempelvis vuggestuer, hospitaler og plejehjem er undtaget anbefalingen.  

4

Skal du stikkes?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Er du over 50 år? Så er det nu, du skal tage stilling til, om du vil have det 4. stik med coronavaccinen. Den såkaldte boostervaccine. 

Fra 1. oktober bliver der nemlig åbnet for tilbuddet om det 4. stik med coronavaccinen til alle, der har rundet 50 år. Indtil nu har tilbuddet været åbent for blandt andet plejehjemsbeboere og borgere over 85 år. 

Også en del personer under 50 år er berettiget til et ekstra vaccinestik. Nemlig dem der på grund af eksempelvis deres arbejde eller sygdom anbefales at få det.

De får dog ingen indbydelse automatisk, men skal selv bestille tid.

5

Pas på farten

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det kan være en god idé for fremtiden at holde endnu bedre øje med speedometeret i bilen. 

Fra 1. oktober sender Rigspolitiet nemlig 25 nye fotovogne ud, der skal fordeles i landets politikredse. 

Her i vores landsdel kommer der til at køre fem nye såkaldte ATK-enheder rundt. Sydøstjyllands Politi bekræfter overfor TV SYD, at de modtager tre af de nye fotovogne, mens Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at de modtager to. 

Man skal i øvrigt være særligt opmærksom på, at de nye vogne ikke ligner de gamle. Hvor det førhen har været Volkswagen Transporter, man skulle være på udkig efter, er de nye i stedet af typen Ford Transit Custom.

6

Mulighed for hurtigere lægebehandling

1. oktober træder en ny aftale i kraft, der betyder, at læger i almen praksis kan henvise visse patienttyper til én enkeltstående konsultation hos en speciallæge og samtidig forvente, at vedkommende bliver tilset inden for 30 dage.

De nye enkeltstående konsultationer er tiltænkt praktiserende læger, som mangler vejledning af en specialist for at kunne lægge en behandlingsplan for deres patient. 

Formålet med konsultationerne er at hjælpe de praktiserende læger med hurtigere at få patienterne videre i systemet og dermed sikre en hurtigere behandling. 

Der er meget specifikke retningslinjer for, hvilke typer af patienter der er omfattet af de nye konsultationsmuligheder. Den samlede oversigt findes HER.

7

Slut med negative renter

Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Sidst, men ikke mindst, kan det være en god idé at tjekke op på sine bankaftaler fra og med i dag. 

1. oktober træder en lang række renteændringer nemlig i kraft i mange af de største banker i landet. 

Er du eksempelvis kunde i Danske Bank eller Jyske Bank, så er det ikke længere nødvendigt at flytte rundt på din formue for at undgå negative renter. De bliver nemlig fra dags dato afskaffet i bankerne. 

Som husejer kan det også være en fordel at være særligt opmærksom på, om dit realkreditlån bliver rentetilpasset pr. 1. oktober, da rentestigninger kan betyde, at din ydelse stiger.