Særligt udvalg får nyt medlem: -Det er helt unikt

Socialdemokraten Birgitte Vind overtager pladsen i udvalget fra sin partifælle Troels Ravn.

Tirsdag blev folketingspolitikeren Birgitte Vind formelt udpeget af Kulturminister Joy Mogensen til at overtage pladsen i Sydslesvigudvalget fra hendes partifælle Troels Ravn, som har fået nye opgaver.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at starte, da udvalget for mig er helt unikt, fordi det forbinder Sydslesvig og Danmark, siger Birgitte Vind (S).

Har selv rødder i Sønderjylland

Selvom Birgitte Vind er fra Vejle, har grænseområdet og Sydslesvigudvalget stadig en særlig betydning for hende.

- Selvom vi engang har trukket en grænse, så er udvalget et udtryk for, at vi i hjertet er flere steder - også hos danskerne syd for grænsen, siger Birgitte Vind (S).

En af hendes opgaver bliver også i den forbindelse at sørge for, at den danske kultur i Sydslesvig holdes i live.

Men den optrukne grænse har også bragt noget godt med sig personligt for Birgitte Vind, som sandsynligvis ikke havde været til i dag uden den.

quote

Selvom vi engang har trukket en grænse, så er udvalget et udtryk for, at vi i hjertet er flere steder - også hos danskerne syd for grænsen.

Birgitte Vind, Socialdemokratiet

Hendes bedstefar blev nemlig sendt ned som grænsevagt ved Ribe omkring år 1918, og her mødte han sin kone, Birgittes bedstemor, der boede på en nærliggende gård. Så havde det ikke været for grænsen, var mødet ikke hændt.

- Det er en lidt fjollet historie, men når man har haft kulturen og historien under huden, som jeg har, betyder grænseområdet mere for en end for andre, siger Birgitte Vind (S).

Når hun trækker i arbejdstøjet, vil hun først og fremmest lytte og snakke med samarbejdspartnerne ved grænsen, og finde ud af hvad der rører sig.

Sydslesvigudvalget som bindeled

Der sidder i alt syv medlemmer i Sydslesvigudvalget, som er med til at træffe afgørelser om de tilskud og lån, der bliver søgt om til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig.

Derudover kan udvalget rådgive ministeren om forhold, der har betydning for borgerne. Dermed fungerer udvalget som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget.

Medlemmerne bliver valgt af Folketinget, som i særlige tilfælde kan vælge politikere, som ikke er medlem af Folketinget. Formanden udpeges blandt medlemmerne af ministeren, og i spidsen for Sydslesvigudvalget er i øjeblikket Christian Juhl fra Enhedslisten.