Coronapasset skal fremover gælde fem måneder

Epidemiudvalget giver grønt lys til at forkorte coronapassets gyldighed, siger sundhedsminister.

Opdateret med afsnittet om de 15 til 17-årige.

Folketingets Epidemiudvalg giver grønt lys til at forkorte coronapassets gyldighed til fem måneder efter andet stik.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2 News.

Det gælder dog ikke for de 15 til 17-årige, der har fået de første to stik. Hos den gruppe vil coronapasset fortsat være gyldigt efter fem måneder.

Epidemiudvalget sidder i møde onsdag eftermiddag. Her er coronarestriktioner også på dagsordenen.

De nuværende restriktioner har været gældende siden 19. december.

Forud for mødet i udvalget har Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen og Folketinget, anbefalet, at restriktionerne lempes på flere områder.

Der lægges eksempelvis op til, at biografer, koncertsteder, teatre og kulturhuse kan genåbne i et vist omfang. Det vil imidlertid være med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning.

Det er en politisk beslutning, om man vil følge Epidemikommissionens anbefalinger.