Cykeltyverier stiger i Syd- og Sønderjylland - flere foreslår en digital løsning

Sidste år blev der stjålet flere cykler i det syd- og sønderjyske i forhold til året før. Flere vil have en digital løsning, der kan stoppe videresalg.

Politiet modtog sidste år flere anmeldelser om tyveri af cykler i TV SYDS dækningsområde. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2021 blev der anmeldt 3005 tyverier af cykler i de 14 kommuner, TV SYD dækker. Året før var det tal 2785.

Det er dog kun i lidt over tre procent af sagerne fra sidste år, at der blev rejst en sigtelse. Og det skyldes, at det er svært at finde ud af, om en cykel er stjålet eller ej.

Udvikling i tyve

SF's Koldingvalgte retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt presser i øjeblikket på for at få indført et digitalt system, så man blandt andet kan tjekke om en cykel til salg er stjålet.

- Jeg synes ikke, at vi har fundet en vej til at bekæmpe cykeltyverier ordentligt, siger hun til TV SYD.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Også hos Cyklistforbundet ser man gerne, at man får en mere moderne løsning, der kan forhindre cykeltyverier. Selvom antallet på landsplan har været faldende de seneste år, så er der alligevel en udfordring.

- Der er behov for en nem og effektiv måde, så man hurtigt kan få identificeret, at en given cykel er stjålet. Grunden til, at det er nødvendigt, er, at cykler er blevet dyrere, fortæller Cyklistforbundets landsformand Jens Peter Hansen.

Han nævner, at der historisk har været en udvikling i, hvem der stjæler cykler.

- Tidligere var det amatører, der stjal cykler, når de stod og manglede et transportmiddel. Nu er det de professionelle, der stjæler. Så derfor er det nødvendigt at gøre det svært for dem at afsætte dem, lyder det fra formanden.

Gavne på tre områder

Hvordan en digital løsning ville skulle være helt præcis, kan Jens Peter Hansen ikke udtale sig om, men han peger på noget som en QR-kode eller en indopereret chip.

Han erkender, at uanset hvilken løsning man finder på, så vil man aldrig stoppe cykeltyverier og videredistributionen helt.

- Det skal jo være noget, som tyvene har svært ved at omgå. Uanset hvad man laver af tekniske løsninger, så vil der altid være nogen, der finder en måde at omgå dem, siger han.

Hvis vi vender tilbage til Karina Lorentzen Dehnhardt, så mener hun, at en digital løsning kan gavne på særligt tre områder.

Det drejer sig om bekæmpelse af cykeltyverier, når der skal ryddes ud i de store bunker af cykler, der flyder i flere større byer, samt når politiet stopper lastbiler med mange cykler på ved grænsen.

I sidstnævnte tilfælde må politiet ved grænsen ofte give fortabt, når de skal undersøge, om en lastvogn fyldt med cykler er stjålne eller ej.

Politiaftale

Tidligere på året bad Karina Lorentzen Dehnhardt Justitsministeriet redegøre for, hvor langt Rigspolitiet er med indførelsen af et digitalt system.

I et svar fra 20. maj blev det oplyst fra ministeriet, at der ikke var ressourcer til at undersøge en ordning i politiaftalen for 2021-2023.

Når den aftale skal genforhandles i efteråret 2023, vil hun kæmpe for et digitalt register.

- En af årsagerne, til at vi bør presse på, er, at der kommer flere og flere dyre cykler, siger hun med henvisning til ladcykler og elcykler.