De høje benzinpriser fortsætter

Der er udsigt til fortsat dyr benzin, efter EU har valgt at stoppe olieimport fra Rusland, siger analytiker.

Natten til tirsdag er EU's medlemslande blevet enige om at lukke for mere end to tredjedele af al olieimport fra Rusland.

Det betyder, at EU-landene, herunder Danmark, skal til at skaffe olie på anden vis. Og det er ikke så ligetil, siger analytikeren.

- Den almindelige borger skal vænne sig til, at de benzinprisstigninger, vi har set i år, kommer til at vare ved de kommende måneder eller resten af året, siger råvareanalytiker ved Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Olien er knap i øjeblikket

Den olie, danskerne ikke længere skal købe fra Rusland, kan blive svær at finde til en god pris, vurderer analytikeren.

- Med beslutningen fra EU-landene skal vi gøres os klar til at undvære en stor del af den olie, vi importerer fra Rusland. Det betyder, at vi skal ud at købe olie andre steder. Men det er knap med olie i øjeblikket, og så bliver det til højere priser, siger Jens Nærvig Pedersen.

Kina er en af årsagerne til, at der i øjeblikket er stor efterspørgsel på olie.

Efter at Kina har været hårdt ramt af coronasmitte, er landet begyndt at lempe sine coronarestriktioner og åbne økonomien op igen.

Det giver et højere forbrug af olie hos kinesiske virksomheder og forbrugere.

EU udfaser olie fra russiske skibe 

Samtidig med, at den globale efterspørgsel stiger, skrues der nu ned for EU's køb af olie fra Rusland. Det giver et mindre udbud af olie, da Rusland er en stor aktør på det globale oliemarked.

- Rusland er en af verdens største olieproducenter og eksportører, så det er ikke bare sådan lige at lukke ned for importen af olie fra Rusland og så kigge andre steder efter erstatning.

- Det er ret meget olie, man skal ud at finde, siger Jens Nærvig Pedersen.

Natten til tirsdag er EU-landene konkret blevet enige om at udfase den olie, der fragtes med skibe fra Rusland. Det vil ske inden årets udgang.

Til gengæld vil russisk olie leveret via rørledninger ikke blive bremset med det samme. Her er tidsplanen en mere løs målsætning om at gøre det, så snart det er muligt.

Med beslutningen forsøger EU-landene at tage afstand fra og svække Rusland økonomisk. Det skal ses i lyset af landets invasion af nabolandet Ukraine.