Der plejer at være over 1000 gæster – nu håber Svend Aage bare på besøg

Coronavirussen har sat en stopper for grundlovsarrangementet på Aarø, men øboen Svend Aage Hansen håber, besøgende stadig vil gæste øen.

I 17 år har Aarø afholdt grundlovsdag med langt over tusinde besøgende, taler, underholdning og madboder, men i år er arrangementet aflyst.

Forhenværende minister Hans Christian Schmidt, (V), og Karina Lorentzen, (SF), skulle holde årets taler for de mange fremmødte. De kommer i stedet til næste års arrangement, bekræfter Svend Aage Hansen, der er bestyrelsesmedlem af Aarø Beboerforening.

Han fortæller til TV SYD, at der normalt på grundlovsdag er trængsel på den lille ø med 150 beboere, når de mange besøgende gæster Aarø.

- 1700 besøgende er det højeste antal besøgende, vi har haft på grundlovsdag. Jeg tror også, at når vi har omkring 1000 lyttende til grundlovstalerne, må det være et af de større arrangementer i landet, siger han.

Gratis færgeoverfart

Netop på grundlovsdag har Haderslev Kommune bevilliget gratis færgeoverfart for gående fra Aarøsund til Aarø, og det gælder også i dag, fredag.

Selvom der ikke er taler og underholdning, var Svend Aage Hansen nede på færgelejet klokken 09.20 fredag formiddag for at se, om Aarøfærgen havde passagerer med.

- Jeg så, der var besøgende med færgen, så jeg regner med, at der kommer mange, selvom vores arrangement er aflyst, og vejret ikke er alt for godt, siger bestyrelsesmedlemmet, der ser frem til 5. juni næste år.

Øens besøgende sejler ikke helt forgæves, mener Svend Aage Hansen, for øens butikker og spisesteder har åbent.

Derfor fejrer vi grundlovsdag

  • Den 5. juni 1849 fik Danmark fik sin første demokratiske grundlov. Grundloven er Danmarks vigtigste lov, og den er hævet over alle andre love.
  • Grundloven er Danmarks forfatning og dermed den lov, der beskriver de grundlæggende regler for samfundet.
  • Grundloven sikrer samtidig borgerne en række frihedsrettigheder.
  • Grundloven fastslår blandt andet, at den personlige frihed er ukrænkelig. Det betyder, at ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
  • Grundloven fastslår også, at boligen og ejendomsretten er ukrænkelig. Den garanterer ytringsfrihed og giver ret til forsamlingsfrihed.
  • Danmark fik en ny grundlov den 5. juni 1915, mens den seneste og gældende grundlov er fra den 5. juni 1953.
  • Dagen fejres hvert år på denne dato, hvor den med taler og andre arrangementer bidrager til fejringen af det danske demokrati.
  • Tidligere var dagen en helligdag, senere og frem til 1975 blev den en halv fridag i henhold til den daværende arbejderbeskyttelseslov. Men i dag kan ansatte ikke automatisk holde fri grundlovsdag fra kl. 12 uden løntab.
  • Alligevel har mange ret til enten en hel eller en halv fridag, der da er sikret gennem overenskomst, ansættelseskontrakt eller andet.

Kilde: Ritzau