Det våde overblik: Her har regnen huseret godt og grundigt

Det har været rigtig vådt indtil videre i januar og februar måned. Det har skabt problemer og oversvømmelser flere steder i Syd- og Sønderjylland.

Februar er endnu ikke ovre, alligevel er der allerede faldet over dobbelt så meget regn end, hvad der plejer at gøre i den anden måned af et nyt år. Det skriver DMI på deres hjemmeside. Og fremtidsudsigterne for resten af måneden ser ikke tørre ud. 

- Indtil på søndag får vi rigtig meget regn. Og lige i Syd- og Sønderjylland, hvor vi virkelig har haft rigtig meget vand, og hvor jorden er godt mættet, og vandløbene er gået over deres breder, der kan vi risikere at få en måneds normalregn for februar, fortæller vejrvært på TV 2 Per Christiansen, til TV SYD.

Den normale nedbørsmængde for februarmåned ligger på 43 millimeter, men flere steder er der blevet målt op til 125 millimeter regn. Så der er faldet rigeligt med vand fra oven, hvilket har sat sit præg flere steder i vores landsdel. Vi prøver her at komme med et overblik over vandets huseren den seneste tid. 

Dæming truer og veje skrider

I den nordlige del af landsdelen i Hedensted, Horsens og Vejle kom der op mod 40 millimeter regn i weekenden. De store vandmasser var årsag til at knap 100 beboere på Bygholmåvænget i Horsens mandag måtte evakueres fra deres boliger.

Dæmningen, der ligger mellem Bygholmsø og ejendommene på Bygholmåvænget, var under et så stort tryk, at man var bange for, at den ville briste. Dog kunne beboere allerede tirsdag vende tilbage til deres boliger igen, da vandstanden var faldet tilstrækkeligt. 

Ser vi lidt længere mod syd, måtte Vejlevej i Bredsten ved Vejle spærres af, da de massive vandmasser fra oven fik jorden og dermed vejen til at skride en anelse ud mod grøften. Også Munkebjergvej måtte lukkes, da et jordskred på skrænten truede med at tage træer med i skredet, som så ville falde ned på kørebanen. 

Fredericias vold ved Øster Strand slog revner og 300-500 tons jord var i fare for at skride ned mod stranden. Onsdag måtte en kran grave jordmasserne væk på det fredede fortidsminde for at tage trykket og dermed forhindre et muligt jordskred. 

Brud på dige og med fastlandet

I den sydlige del af landsdelen måtte et dige ved Varming, der ligger syd for Ribe, onsdag formiddag se sig slået af naturens kræfter. Diget fik et hul på 6-8 meter grundet de store regnmængder.

Vandet løb ud på markerne i nærheden og ned i andre vandløb, så boligområderne i nærheden var ikke i fare for at blive oversvømmet. Dog fik Beredskabsstyrelsen og Kystdirektoratet styr på situationen og fik dækket hullet kort før midnat onsdag. 

Slutteligt har Mandø i fire døgn været afskåret fra fastlandet på grund af regnvandet. Mandø-beboere, der normalt har mulighed for to gange i døgnet at komme til og fra fastlandet på grund af tidevandet, har siden søndag aften ikke kunnet komme til fastlandet.