DF-veteran: - Dansk Folkeparti er ved at dø

Det mangeårige byrådsmedlem Karl Erik Lund har kendt Kristian Thulesen Dahl, siden han var teenager. Han tror ikke, nogle af formandskandidaterne kan samle partiet.

- Jeg tror, Dansk Folkeparti er ved at dø.

Sådan lyder spådommen fra Karl Erik Lund, som i fire perioder sad i byrådet for Dansk Folkeparti i daværende Give Kommune og senere Vejle Kommune. 

Søndag er han en af de delegerede, som skal finde en ny formand i stedet for Kristian Thulesen Dahl.

- Det er ikke nemt at overtage Dansk Folkeparti. For lige meget, hvem det bliver, så er der stadig ballade på de indre linjer. Derfor regner jeg med at aflevere en blank stemmeseddel på søndag, siger Karl Erik Lund. 

Giver Messerschmidt skylden

Ifølge eksperterne er Morten Messerschmidt klar favorit ved formandsvalget. Men ham har Karl Erik Lund ikke tillid til.

- Nedturen begyndte jo i 2016, da Morten Messerschmidt blev anklaget at svindle med EU-penge. Det kan godt være, han bliver frikendt, men det er sådan set lige meget. For i min verden er det Messerschmidt, der startede med at ødelægge Dansk Folkeparti.

Han tror heller ikke, de to andre kandidater kan samle det splittede parti.

- Merete kender jeg ikke så godt. Martin Henriksen vurderer jeg som en bulderbasse. Han er ikke en favnende figur, som kan tage ud til vestkysten og tale med en bondemand eller en fisker, siger han.

quote

Her er sgu da én, der vil noget. Hvad kan det ikke føre til?

Karl Erik Lund om sit møde med teenageren Kristian Thulesen Dahl

Da kongen var knægt

Derimod har han stor tillid til Kristian Thulesen Dahl, som han første gang mødte midt i 80'erne i Fremskridtspartiet. Længe før, Thulesen Dahl blev omtalt som "Kronprins Kristian" og siden blev kronet som DF's konge.

- Fremskridtspartiet holdt jo kredsmøder på Harresø Kro, og der begyndte Kristian at deltage. Han var bare en knejt, da han var med første gang, han var vel ikke mere end 17 år. Men han gjorde hurtigt indtryk på mig. Jeg tænkte: "Jamen, her er sgu da én, der vil noget. Hvad kan det ikke føre til", husker Karl Erik Lund. 

Krig i Fremskridtspartiet 

Små 10 år senere fulgtes Karl Erik Lund og Kristian Thulesen Dahl ud af Fremskridtspartiet. Sammen med blandt andre Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Ole Donner. 

- Jeg var medlem af Fremskridtspartiet indtil det famøse landsmøde i 1995 i Aarhus, hvor folk stod og skabte sig. Det var en dødssejler, så jeg smed mit medlemskort i skraldespanden og kørte hjem. Jeg kendte jo Kristian, og jeg var med til at samle underskrifter til Dansk Folkeparti i 1995, fortæller Karl Erik Lund. 

Ingen fis og ballade

Kristian Thulesen Dahl og Karl Erik Lund har siddet i byrådet sammen, først i Give og siden i Vejle Kommune, hvor Thulesen Dahl var viceborgmester, og Lund var udvalgsformand. 

- Kristian er et fantastisk menneske. Han er ærlig og reel, og der er aldrig noget fis og ballade. Det har altid været seriøst, det Kristian har arbejdet med, siger Karl Erik Lund.

Men ifølge Karl Erik Lund har ikke alle været ærlige og reelle i Dansk Folkeparti.

- Jeg ringer sommetider til Kristian om søndagen. "Det er jo ikke let", har han sagt. For man kan sidde og aftale noget bag en lukket dør, og så er der nogen, der går ud ad døren og pludselig har en anden mening. Den slags slider partiet op, siger Karl Erik Lund.

quote

Kristian er fuldstændig afklaret. Jeg tror, det er en befrielse for ham.

Karl Erik Lund, mangeårigt byrådsmedlem i Dansk Folkeparti

Tror, det er en befrielse

Du er begejstret for Kristian Thulesen Dahl. Er det en fejl, at han har valgt at stige ned fra tronen?

- Nej, for man kan også blive så træt af tingene, at de ikke er værd at arbejde med. Hvis ikke man kan stole på dem, man arbejder med, så kan det være lige meget. Det er også min fornemmelse, at Pia Kjærsgaard har siddet bagved og trukket i snorene hele vejen. Og så har det måske været svært for Kristian at skære igennem, siger Karl Erik Lund.

Han fortæller, at han senest talte med afgående formand i søndags.

- Kristian var fuldstændig afklaret. Jeg tror, det er en befrielse for ham at komme hertil. For sådan noget er kraftedeme ikke værd at arbejde med.