TV der bevæger dig

DGI ønsker ny profil: Direktør fratræder efter 12 år

Den administrerende direktør for DGI, Søren Brixen, stopper efter 12 år på posten.

Søren Brixen har siddet som administrerende direktør i 12 år. Foto: DGI Pressefotos

Hovedbestyrelsen i DGI ønsker en ny profil på posten som administrerende direktør. Efter en gensidig aftale fratræder Søren Brixen derfor efter 12 år. Bestyrelsesformand Charlotte Bach Thomassen fortæller, at det er hovedbestyrelsens vurdering og beslutning at slutte samarbejdet. Derfor har de sammen med Søren Brixen aftalt at gøre netop dét.

- Jeg er stolt over at have været DGI’s administrerende direktør i en periode, hvor DGI blandt andet har fået 373.461 flere medlemmer - en fremgang på 29,5 procent. Jeg glæder mig til at få endnu mere tid til selv at deltage i den praktiske idræt i foreningslivet og tage fat på nye og spændende arbejdsopgaver, udtaler Søren Brixen.

DGI er lige nu i en periode, hvor de er i gang med flere ændringer i organisationen. Der er 14 landsdelsforeninger, og fremadrettet ønsker hovedbestyrelsen at styrke samarbejde mellem sig og landsorganisationen.

- Vi vil styrke vores decentrale struktur, så vi sikrer en god arbejdsfordeling mellem landskontoret og vores 14 landsdelsforeninger, siger Charlotte Bach Thomassen til TV SYD.

Fem nye fokusområder

Derudover blev det på DGI’s årsmøde i november besluttet, at organisationen fremover vil arbejde mere intenst med fem fokusområder: Børns bevægelse, unges fællesskaber, aktive voksne, sunde seniorer, og faciliteter. For at sikre sammenhængen mellem dem, idrætten og foreningerne er organisationen i gang med at lave nogle justeringer.  

Charlotte Bach Thomassen oplyser, at Søren Brixen stopper fra dags dato, men frem til jul vil varetage en række overleveringsopgaver. Efter en række drøftelser og overvejelser i hovedbestyrelsen vil det blive besluttet, hvad kravene til den nye profil er. Stillingen bliver slået op i begyndelsen af det nye år. Lige nu er viceadministrerende direktør Troels Rasmussen fungerende direktør.

DGI er en organisation med 6.400 idrætsforeninger og mere end 1,6 millioner medlemmer.