Disse tre folketingspolitikere går med hede borgmesterdrømme her i regionen - men hvad vil de udrette?

Selvom Eva Kjer Hansen, Ellen Trane Nørby og Hans Kristian Skibby er folketingspolitikere, så stiller de også op som borgmester.

Eva Kjer Hansen, Ellen Trane Nørby og Hans Kristian Skibby. 

De er lige nu tre landspolitikere, som gennem de seneste år har haft deres daglige gang på Christiansborg i København, men fælles for dem alle er, at de vil være borgmester i det Syd- og Sønderjyske.

Eva Kjer Hansen (V) vil gerne være borgmester i Kolding Kommune, Ellen Trane Nørby (V) håber på at blive borgmester i Sønderborg Kommune, mens Hans Kristian Skibby (DF) bejler til borgmesterposten i Hedensted Kommune.

TV SYD har i den forbindelse spurgt de tre borgmesterkandidater, hvorfor de vil være borgmester, og hvad deres planer er.

Eva Kjer Hansen, borgmesterkandidat i Kolding Kommune

Hvorfor vil du være borgmester i Kolding Kommune?

- Jeg ser nogle muligheder for at sætte Kolding i spidsen for noget udvikling indenfor social-innovation og for grøn-innovation. Der er så mange muligheder, og der er så mange potentielle ting i Kolding, som jeg gerne vil sætte mig i spidsen for at udvikle. Jeg kender kommunen og byerne supergodt, så det er helt oplagt for mig, at skulle jeg skifte spor til det kommunalpolitiske, så kan det ikke være andre steder end i Kolding.

Hvad er det første du vil gøre, hvis du bliver borgmester?

- Jeg vil gerne have lavet en helhedsplan for udviklingen, og jeg vil gerne have kommunen bundet bedre sammen med cykelstier, for eksempel mellem Lunderskov og Kolding og Kolding og Vamdrup, men også midtbyen skal tage fat på.

Er det tilfældigt, at det er nu, du gerne vil være borgmester, når Venstre er i tilbagegang i forhold til meningsmålingerne?

- Lad os nu se, hvordan det kommer til at gå til næste valg, men jeg vil meget gerne være en del af holdet. Jeg stortrives på Christiansborg. Nu har jeg bare fået en mulighed for nogle andre vinkler på mit politiske arbejde,

Hvis du ikke bliver borgmester og Jakob Elleman-Jensen (formand for Venstre, red.) ringer og tilbyder dig en ministerpost. Vil du så tage imod den?

- Jeg bliver et energisk arbejdende byrådsmedlem, og hvad jeg derudover måtte beslutte mig for hører en anden tidsalder til. Det kan jeg ikke rumme. Lige nu er min koncentration om at vinde valget i Kolding, så Venstre fastholder borgmesterposten, og så jeg kan stille mig i spidsen - ikke bare for Venstres hold, men for et samlet byråd.

Forlader du Folketinget, hvis du bliver borgmester?

- Ja.

Ellen Trane Nørby, borgmesterkandidat i Sønderborg Kommune

Hvorfor vil du være borgmester i Sønderborg Kommune?

- Jeg har boet i Sønderborg i over 17 år og repræsenteret det Syd- og Sønderjyske, al den tid jeg har siddet i Folketinget. Jeg har brugt meget tid på at pendle mellem Sønderborg og København for at kæmpe for vores sager, men jeg tror, at mine kræfter kan bruges bedre i Sønderborg. Som børne- og undervisningsordfører for Venstre kan jeg være med til at råbe og sige, at vi har styrket trivslen i folkeskolen, men de beslutninger skal for eksempel træffes i Sønderborg. Det kan jeg ikke gøre noget ved fra Christianborg, men det kan jeg som borgmester. 

Hvad er det første du vil gøre, hvis du bliver borgmester?

- Jeg vil sikre en prioritering af den økonomi, der er i Sønderborg, til at vi får mere råd til at løfte børne- og skoleområde og vores ældreområde. Man skal have flere velkendte medarbejdere i ældreområdet, så de ældre mennesker ikke bliver omdannet til en banegård. Vi ønsker mindre bureaukrati og administration og mere fokus på de kerneopgaver, som kommunen skal drive.

Er det tilfældigt, at det er nu, du gerne vil være borgmester, når Venstre er i tilbagegang i forhold til meningsmålingerne?

- Jeg kommer ikke til at forholde mig til alle mulige hypotetiske situationer. Mit fokus er fuldstændig klart, og det er, at jeg skal være borgmester. Jeg har et klart ønske om at sikre Venstre et godt valg og så godt et valg, at jeg kan sætte mig i borgmesterstolen efter kommunalvalget og skabe et stærkere Sønderborg.

Forlader du Folketinget, hvis du bliver borgmester?

- Bliver jeg borgmester, udtræder jeg af Folketinget 1. januar eller den præcise dato for tiltrædelsen.

Hans Kristian Skibby, borgmesterkandidat i Hedensted Kommune

Hvorfor vil du være borgmester i Hedensted Kommune?

- Jeg har 17 års erfaring fra Folketinget, 24 års erfaring for byrådsarbejde og jeg har også et ganske fint netværk på Christiansborg med de andre partier. Dét er faktisk utrolig vigtigt, for at Hedensted Kommune kan få indflydelse på områder som infrastruktur og erhverv. Derfor giver det mening at have en borgmester, som har nogle nøgler, der kan åbne nogle døre rundt omkring på Christiansborg. 

Hvad er det første du vil gøre, hvis du bliver borgmester?

- Jeg vil kæmpe for, at der kommer en stor grad af åbenhed i kommunen, og at vi fastholder den decentrale struktur, som vi har i dag. Jeg vil slå et større slag for alt det, der har med erhvervspolitik at gøre. Jeg vil sikre et langt større sammenspil mellem erhvervslivet og det politiske i kommunen. De to ting tilsammen er det, der kan gøre, at vi kan få en bedre bosætning. Vi vil gerne kunne sikre os, at folk også vælger at bo i kommunen og ikke kun arbejde her.

Hvis ikke du bliver borgmester, vil du så blive i byrådet?

- Ja. De kan forsat forvente en energisk, lokalpolitiker, der rejser lokale dagsordner gang på gang. Det har jeg gjort alle de år, jeg har siddet i byrådet.

Forlader du Folketinget, hvis du bliver borgmester?

- Ja. Jeg vil frygteligt gerne være borgmester, men det ved jeg også betyder et farvel til Christiansborg.