DMI advarer: Risiko for voldsomt vejr

Det varme vejr torsdag kan blive afløst af lokale skybrud og torden, lyder advarslen fra DMI.

Med temperaturer over 30 grader har vejret torsdag vist sig fra sin varme side, men det kan ifølge DMI ændre sig i løbet af de kommende timer.

DMI advarer om risiko for kraftig regn og torden, og ifølge meldingen kan der lokalt komme mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Regnen kan være ledsaget af torden.

Samtidig opfordrer DMI til at være opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder som kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes. Luk vinduer og døre. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene.

Advarslen gælder især for Sydøstjylland, Midtjylland, Sydvestjylland, Trekantområdet, Haderslev, Aabenraa og Tønder og er gyldig frem til klokken 24.