DMI: Risiko for lokale skybrud og torden

DMI melder om risiko for voldsomt vejr med lyn og torden, der kan give oversvømmede kældre og vejbaner.

Det meste af dagen søndag  kan syd- og sønderjyderne risikere at få oversvømmede kældre. DMI melder nemlig  om risiko for tordenbyger og lokale skybrud i tidsrummet 12 til 20.

Lokalt kan der falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min.

I pressemeddelelsen skriver DMI, at man skal være opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner og viadukter kan risikere at blive oversvømmet.

Advarselskategori: Blå

Advarselskateogrier angiver niveauet for DMIs varsel.

Blå = Risiko for voldsomt vejr.

Gul = Voldsomt vejr.

Orange = Farligt vejr.

Rød = Meget farligt vejr.

Lilla = Ekstremt Farligt vejr

Endvidere skriver DMI, at kørselshastigheden bør tilpasses til sigtbarhedsforholdene, og at de fraråder, at man kører ud i regnvand, hvor man ikke kan vurdere dybden.

Endelig anbefaler de, at man tjekker tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær sin bolig og lukker døre og vinduer.

Tordenvejret kan medføre risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.