DMI varsler om 'farligt vejr' over landsdelen: Kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes

DMI varsler om risiko for skybrud, torden og kraftig regn over Syd- og Sønderjylland.

Hvis du havde planer om at pakke regnjakken, paraplyen og gummistøvlerne ned, kan du lige så godt vente. 

For DMI varsler om skybrud, kraftig regn og torden i blandt andet Syd- og Sønderjylland. De forventer, at der kan falde mellem 35 og 50 millimeter regn på seks timer. Derudover melder de også om risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter.  

Varslet fra DMI er i en såkaldt kategori 2, der betyder risiko for 'farligt vejr' med kraftig hagl, torden og lokale skybrud. Varslet gælder til klokken 23 i hele Jylland. 

DMI opfordrer til, at man tilpasser kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene, og at man ikke kører ud i vand, hvor man ikke kan vurdere dybden. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Ifølge DMI er det et større lavtryksområde over De Britiske Øer og Nordsøen, der sender fugtig og ustabil luft op over Danmark sydfra.

Kend disse 8 gode råd før skybrud

1) Luk vinduer og døre.

Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og især vinduer og døre i kælderen.


2) Luk ventilationshuller i ydervæggene.

Er der ventilationshuller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem. Ventilation er dog vigtig for et sundt indeklima, så lukningen skal fjernes, så snart truslen fra regnen er væk.


3) Tjek afløb og tagrender.

Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet.


4) Fjern indbo fra kældergulvet.

Flyt de ting fra kælderen, som er mindst modstandsdygtige for vand.


5) Tjek terrænet ved dit hus.

Falder terrænet ind mod huset, kan du grave mindre kanaler i terrænet.


6) Hav sandsække parat.

Du kan stoppe meget vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække på de utætte steder.


7) Begræns opstigende kloakvand.

Har du ikke fået monteret højvandslukke, kan du stadig begrænse opstigende kloakvand. Læg et stort stykke plast ovenpå gulvafløbet og læg sandsække ovenpå.


8) Hav en automatisk pumpe i huset.

Hvis du før har haft vand i kælderen, bør du have en kraftig pumpe i huset.


Kilde: DMI.dk