DMI varsler om voldsomt vejr

Mandag er der varslet skybrud og torden over hele Syd- og Sønderjylland.

Det har været en solrig sommerweekend med temperaturer over 25 grader i hele Syd- og Sønderjylland. Mandag er temperaturen i Syd- og Sønderjylland dog faldet noget, og det giver også risiko for skybrud og torden.

Derfor har DMI udsendt et varsel om skybrud og torden.

- Vi ligger med en frontzone ind over stort set hele Jylland, som tidligere på dagen har givet kraftig regn og torden, og når varmen begynder at komme senere på dagen, så er der risiko for, at der virkelig kommer nedbør, siger Claus Larsen, der er vagthavende med DMI.

Skybrud defineres som over 15 mm regn inden for 30 minutter, og når der kommer så store vandmasser, betyder det også, at man skal være mere opmærksom.

- Det kan give nogle pludselige trafikale problemer med store vandmasser på vejene og oversvømmelse, da kloakkerne ikke kan håndtere de store mængder vand, siger Claus Larsen.

Risikoen for det voldsomme vejr kommer netop af det fald i temperatur, der sker fra weekenden til mandag.

- Varmen holder på en masse fugt, og når det møder den frontzone, der er noget koldere, så begynder der at ske noget, siger Claus Larsen.