DNA-test slår fast: Ulv står bag drab på får ved Adelvad

Nu har en DNA-prøve slået fast, at det var en ulv, der dræbte flere får den 3. og 4. oktober i år. Prøven fortæller også, at det er den samme ulv, der står bag.

Den 3. oktober var en  tung dag for fåreavler Mads Roelsen fra Adelvad i det sydvestjyske Sønderjylland tæt på Tønder. Da han kom ud til sine får, var fire af dem dræbt og tre manglede.

quote

Der er mange, der snakker om, at ulven har ret til at være her, men det er ikke dem, der kommer ud til nogle dyr,  der har fået maven sprættet op og har ligget og lidt i syv-otte timer.

Mads Roelsen, fåreavler, Adelvad

- Vi får godt nok erstatning, men ingenting kan erstatte den følelse, man får, når man ser sine dyr blive slået ihjel, fortæller han.

- Der er mange, der snakker om, at ulven har ret til at være her, men det er ikke dem, der kommer ud til nogle dyr,  der har fået maven sprættet op og har ligget og lidt i syv-otte timer, siger fåreavleren fra Adelved.

Nervøse får

De overlevende dyr er stadig mærkede af oplevelsen.

-  De er blevet meget mere nervøse og besværlige at drive sammen, beretter Mads Roelsen.

I søndags var det Erik Seidelins, fåreavler ved Visby nær Løgumkloster, tur. Han mistede 22 lam. De fire var blevet slået ihjel og de resterende 18 var så medtagne, at de skulle aflives.

- Min fornemmelse er, at det er en ulv. De er allesammen bidt på den samme måde, i halsen og på låret, fortæller fåreavleren.

Der er taget DNA-test, svaret kommer om en måned. Imens er fåreavleren fatalist.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men vi kan ikke rigtigt gøre noget, så vi må lære at leve med det.

Med hensyn til om det er en ulv, der har været på færde i Visby, er det endnu for tidligt at sige. Naturstyrelsens ulvekonsulent, Thomas Iversen, vil vente til DNA-prøven kommer med at udtale sig.

Fårene plejer køernes græs

Efterår er tiden til at drive fårene sammen for at sætte dem på vintergræs.  Fårene bruges til at græsse på de marker, som køerne skal gå på om sommeren. Får er meget mere skånsomme og giver et sundere græslag, end hvis man bruger store maskiner.

Derfor har der traditionelt været et får pr. ko i Sønderjylland, og der er mange køer og mange får.  Og det udnytter ulvene, der har valgt at vende tilbage til Danmark efter 200 års fravær.

Nervøse avlere

Og fåreavlerne i Sønderjylland er nervøse for vinterens og ulvens komme. På tirsdag holder Sønderjysk Fåreavl møde om, hvad de skal stille op.

quote

Vi ser med stor alvor på de mange angreb. Det sidder i baghovedet, når man skal se til sine dyr, for er de der mon endnu?

Jens Nielsen, fmd., Sønderjysk Fåreavl

- Vi ser med stor alvor på de mange angreb. Det sidder i baghovedet, når man skal se til sine dyr, for er de der mon endnu?, fortæller Jens Nielsen, formand for Sønderjysk Fåreavl.

Der er bare ikke meget man kan stille op.

- Vi har snakket om, at vi kunne bruge hunde, og måske noget bedre hegn, der er højere og med kraftigere spænding. Men det er enormt besværligt, for her om vinteren, hvor fårene går og afgræser, skal de flyttes hver anden eller hver tredje uge, og så er det dyrt og besværligt at opsætte ulvesikre hegn, siger fåreavlerformanden.

Statens erstatning for dræbte husdyr:

Fåreavlerne får erstatning, hvis det kan bevises, at en ulv har dræbt et eller flere af deres dyr.

 

800 kroner for et lam eller kid.

1.000 kroner for et voksent får (+ 10 måneder)

2.560 kroner for et drægtigt får 

1.200 kroner for et får med lam, og så 800 kroner for hvert lam.

Der ydes også erstatning for ulvenedlagte køer, heste og farmhjorte.

- Vi håber ihvertfald ikke vi får dem permanent, siger han.

Men det er måske netop det, der er ved at ske. Den nys identificerede ulv er en hun, og det er i forvejen verificeret, at der er en hanulv, der strejfer om i det sønderjyske. Hvis de mødes, kræver det ikke særlig meget fantasi at forestille sig, hvad der kommer til at ske.

- Problemet er også, at ulven har vænnet sig til mennesker og ikke er så sky, som den var engang, fortællerJens Nielsen.

Det er også derfor, at den kan være i Sønderjylland, hvor der ikke er så mange skove og andre gemmesteder som i traditionelt ulveterræn.

Man kan få tilskud til at sætte ulvehegn op, 15 kroner per meter, men som Mads Roelsen, der mistede syv får tidligere i oktober, siger:

- Det kan jeg ikke sætte hegn op for.

Fåreangreb i efteråret i Sønderjylland:

  • 3. oktober. Angreb i Adelved. DNA beviser, at det var en ulv.
  • 4. oktober. Angreb i nærheden. DNA beviser, at det var den samme ulv, der stod bag.
  • 18. oktober. Angreb ved Visby. 22 får måtte lade livet. Afventer DNA-prøve.
  • 22. oktober. Angreb i nærheden. Et får angrebet. Afventer DNA-prøve.
  • De to  DNA-prøver viser også, at det er den samme ulv, en hun, der står bag de to første angreb, og at den kommer fra Brandenburg i nærheden af Berlin, og at den også har flere får på samvittigheden i det nordlige Tyskland.