Efter nyt udbrud af fiskevirus: Danmark betegnes ikke længere som IHN-frit

Efter flere udbrud af fiskesygdommen IHN suspenderes Danmarks status som fri for sygdommen midlertidigt.

Danmark suspenderer sin status som fri for fiskesygdommen IHN.

Det har Fødevarestyrelsen meddelt EU-Kommissionen, efter et dambrug i Tofterup ved Varde i sidste uge blev ramt af sygdommen. 

Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

- På baggrund af det seneste fund har vi valgt midlertidigt at suspendere Danmarks status som IHN-fri nation, i første omgang til 1. november, forklarer sektionsleder og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Signe Balslev.

IHN er ikke farlig for mennesker, men kan være dødelig for især yngel og yngre fisk.

quote

Det gør vi for tydeligt at vise de lande, vi handler med, at vi vil gøre alt for at undgå at sprede sygdommen. Det handler om vores troværdighed, og det handler om at begrænse smittespredningen.

Signe Balslev, sektionsleder og dyrlæge i Fødevarestyrelsen

Det seneste fund af fiskesygdommen blev gjort på et dambrug ved Varde.

I forsommeren blev tre fiskesøer og seks dambrug lukket - flere af dem i Syd- og Sønderjylland, da myndighederne konstaterede smitte med IHN.

Virksomhederne fik derfor - efter fast praksis - forbud mod at sælge fisk og tage imod lystfiskere.

Hvad er IHN-virus?

Infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) er en virusinfektion hos laks og ørred. 


Sygdommen har store konsekvenser for ferskvandsfiskefarme, hvor den især rammer regnbueørred og atlantisk laks. IHN har været påvist i Nordamerika, Asien og Europa.


Fisk, der lider af IHN, bliver sløve med pludselige korte udbrud af unormalt højt aktivitetsniveau, der normalt medfører død. Ydre kendetegn omfatter udstående øjne, mørkfarvning af skindet, blege gæller, læsioner ved basis af finnerne og opsvulmet bug. Ved opklip vil vævet generelt være blegt (blodfattigt). Der kan desuden forekomme væske i bughulen.


IHN-virus spredes gennem vand, ved flytning af inficerede æg og fisk eller ved kontakt med kontaminerede redskaber. Unge fisk og fiskeyngel smittes let, men bliver mere resistente med alderen. Infektionen er dødelig, og for unge fisk kan dødeligheden være helt op mod 100 %.


Fisk, der overlever et angreb af IHN, kan blive smittebærere og smitte andre fisk, selvom de smittede fisk ikke selv har symptomer.


Virus spredes til de frie vandmasser gennem fækalier, urin og slim. Virussen smitter ikke til mennesker.


Kilde: Fødevarestyrelsen

Det handler om troværdighed

Når Danmark suspenderer sin status som fri for IHN, handler det ifølge Fødevarestyrelsen både om troværdighed over for eksportkunderne og om at begrænse smittespredningen.

- Det gør vi for tydeligt at vise de lande, vi handler med, at vi vil gøre alt for at undgå at sprede sygdommen. Det handler om vores troværdighed, og det handler om at begrænse smittespredningen, siger Signe Balslev.

Suspensionen forventes at få betydning for den danske eksport af fisk.

Fødevarestyrelsen forventer nemlig, at flere IHN-fri lande - både inden for og uden for EU - vil begrænse eller stoppe med at købe levende fisk og fiskeprodukter fra Danmark.

Men der vil ifølge styrelsen også være lande, der - trods den manglende status som IHN-fri - fortsætter med at købe fisk og fiskeprodukter fra Danmark.

- Lande, der allerede har IHN inden for deres grænser, har ofte ikke de samme forbehold, og fortsætter erfaringsmæssigt med at købe fisk fra lande med IHN, skriver Fødevarestyrelsen.